Udviklingshæmmede svigtes på institution

Landsforeningen LEV, der repræsenterer de udviklingshæmmede i Danmark, er chokeret over de beskrivelser af forholdene på en døgninstitution, som Ekstra Bladet offentliggør søndag.

- Det er ganske enkelt forfærdeligt. Selv i det nærliggende statsfængsel bliver folk behandlet bedre, siger LEV's formand, Sytter Kristensen.

Ekstra Bladet kan afsløre forholdene på Skarridsøhjemmet i Jyderup i Nordvestsjælland, fordi en medarbejder fra avisen har arbejdet "under cover" som vikar på døgninstitutionen i tre uger.

Avisen havde modtaget flere tip om, at beboere på institutionen udsættes for omsorgssvigt.

Ud fra vikarens iagttagelser fortæller Ekstra Bladet, at flere beboere i lange perioder overlades til sig selv, mens personalet holder kaffe- og rygepauser.

Beboere ligger ofte og venter i deres bleer, hvis de da ikke sidder og "tisser igennem" i deres kørestole, uden at kaffepauserne afbrydes. Nogle af de ansatte giver udtryk for, at de godt ved, at tingene ikke fungerer, som de burde.

Sundhedsfaglige eksperter, avisen har talt med, vurderer, at der kan være tale om strafbare omsorgssvigt.

For mere end et år siden foretog Holbæk Kommune det seneste tilsyn med døgninstitutionen i Jyderup. Dengang blev Skarridsøhjemmet godkendt uden nævneværdige påtaler.

Kommunens socialchef, Jan Christensen, er overbevist om, at stedet fungerer fint. Alligevel, tilføjer han, giver Ekstra Bladets materiale anledning til en grundig undersøgelse af forholdene på stedet.

- Hvis vi finder noget, der ikke er i orden, handler vi med det samme, siger han.

Ansatte og ledere på institutionen har ikke ønsket at udtale sig.

/ritzau/

Landsforening er chokeret over en døgninstitution, hvor udviklingshæmmede skal passe sig selv i timevis.

Offentliggjort Sidst opdateret