Uenighed om antallet af stærekasser

De Konservative vil have de såkaldte stærekasser op over hele landet efter et års vellykket forsøg med 10 fartkameraer på Sjælland.

Men mens direktør Anders Rosbo i Rådet for Sikker Trafik mener, at der er behov for flere hundrede kameraer, så sættes det nødvendige antal til langt under 100 af den konservative retsordfører Tom Behnke.

- I forhold til forsøgsordningen kan jeg forestille mig, at vi skal op på 50-60 kameraer på landsplan, måske lidt flere, siger Behnke, som i øvrigt er formand for Rådet for Sikker Trafik.

Behnke er ikke i tvivl om, at kameraerne fører til lavere fart og færre trafikdræbte, men kvaliteten af systemet skulle være i orden før, det kom til Danmark, forklarer ordføreren. Derfor først forsøgsordningen.

- Vi har villet være sikre på, at det vi sætter i værk, er noget der virker og er tilpasset danske forhold. Så vi har været lidt lang tid om at sondere terrænet i forhold til erfaringerne i udlandet, siger han.

Behnke ser gerne, at der hurtigt findes penge til at få kameraer op i 2010, så de ikke skal vente på at blive aftalt i finansloven for 2011.

- Nogle gange kan det lade sig gøre, at vi finder nogle penge i et lille hjørne, siger han.

I Sverige står der allerede 1000 kameraer og i Frankrig 3000 kameraer, påpeger direktøren i Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo.

- Så det er flere hundrede, vi snakker om, siger han om det nødvendige antal i Danmark.

/ritzau/

De Konservative er klar til fartkontrol fra stærekasser over hele landet, men ikke nær så mange som nødvendigt ifølge direktøren i Rådet for Sikker Trafik.

Offentliggjort Sidst opdateret