Uens kontrol med vagtlæger

Når danskere ønsker at klage over en vagtlæge, eller når en vagtlæge vil forsvare sig i en klagesag, afhænger muligheden for bevisførelse af, hvor i landet de bor. Det viser et rundspørge lavet af Berlingske Tidende.

Borgere i Region Syddanmark og Region Midtjylland har let ved at dokumentere ordvekslingen med vagtlægen. Samtalerne optages nemlig på bånd. Det sker ikke i Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden.

- Dermed kan danskere med helt ens sager få forskellige udfald af en klagesag. Blot fordi den ene region optager samtaler, og den anden ikke gør, siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

- Det er en ulighed, regioner og regering bør rette op på, siger formand for Lægeforeningen, Michael Dupont, der med retssikkerheden for lægerne som argument taler for optagelser af lægevagten.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) finder det oplagt, at alle regioner bånder vagtlægeordningen.
- Jeg kan ikke se, hvad der skulle holde dem tilbage, siger han. Formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S), vil tage sagen op på næste møde i regionernes sundhedsudvalg. /ritzau/




I Region Sjælland optages opkald til lægen ikke - det gør de i Midtjylland og Syddanmark.

Offentliggjort Sidst opdateret