Uhyggeligt teater gav ikke pengene tilbage

Forbrugere har selv et ansvar for at undersøge, om en forestilling er egnet for børn, inden de tager dem med i teatret.

- Teatrene er nemlig ikke underlagt regler om fastsættelse af aldersgrænser, siger jurist i Forbrugerstyrelsen Uffe Foged Jespersen.

Han udbetaler sig på baggrund af en afgørelse, som Forbrugerklagenævnet har truffet.

En bedstemor tog sine børnebørn på fem, seks og syv år med i Tivoli for at se Gasværkets udgave af balletten "Nøddeknækkeren". Men da handlingen var for voldsom for børnene, forlader de hurtigt salen.

Bedstemoderen klagede til teatret og ville have sine penge tilbage, men forgæves. Teatret henviste til, at det havde anbefalet balletten for alle fra otte år og opefter.

Kunden mente ikke, at hun var blevet gjort opmærksom på anbefalingen, da hun købte billetterne. Derfor gik hun til Forbrugerklagenævnet, men det afviste hendes klage.

- Som forbruger er man selv nødt til at vurdere, om børnene er store nok til at se en forestilling. Hvis et teater kommer med en anbefaling, er den vejledende, forklarer Uffe Foged Jespersen fra Forbrugerstyrelsen.

Medierådet under Kulturministeriet anbefaler bestemte aldersgrænser, når det drejer sig om film. Desuden giver rådet vejledning, når det drejer sig om computerspil og børns brug af internettet. Derimod hører teatret ikke under rådets arbejdsområde.

Jørgen Carslund, formand for BørneTeaterSammenslutningen, siger til Ritzau, at det er første gang, han hører om en klage med den begrundelse, at stykket var for voldsomt for børn.

- Børneteatrene gør meget ud af at vurdere, hvilke aldersgrupper deres stykker henvende sig til, og det skal stå tydeligt på hjemmesiden, i annoncer og på plakaten, mener han.

/ritzau/

Forbrugere må selv undersøge, om en teaterforestilling er egnet for deres børn og børnebørn. Der findes ingen bindende regler om aldersgrænser for teatrene.

Offentliggjort Sidst opdateret