Ukendt dansker udstiller på verdensberømt museum
Det er yderst sjældent, at en dansker udstiller på MoMA i New York - verdens måske mest prestigefulde kunstmuseum, der ligger midt på Manhattan i den amerikanske millionby.
Men det gør 70-årige Palle Nielsen fra Falster lige nu. Endda med en udstilling, han lavede i 1968, og som de færreste i Danmark opdagede, skriver Kristeligt Dagblad.
Værket er kort fortalt en kæmpe legeplads, som blev bygget inde i Moderna Museet i Stockholm med det formål at vise politikerne og den etablerede kunstverden, hvad kunst også kunne være.
Og samtidig få nogle andre end det bedre borgerskab til at gå på museum.
"The Model" kaldte han sit værk, som blev startskuddet til en ny måde at tænke museum på i Sverige. Men som blev latterliggjort og fortiet af den danske kunstverden, der mente, at Palle Nielsens tanker undergravede kunstens virke.
Den store modstand fik ham til helt at forlade kunstverdenen i 1978. Men nu, 35 år senere, opnår han altså international anerkendelse. Ikke bare i New York, men også i Barcelona, Paris, Sao Paolo, Frankfurt og flere andre steder.
Årsagen er, at der i samtidskunsten de senere år er opstået et stort fokus på netop interaktion og publikumskontakt, forklarer Mikkel Bogh, der er rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
- At række ud efter publikum er blevet en naturlig del af strategien for de fleste museer i dag, men var et særsyn, dengang Palle Nielsen gjorde det, siger han til Kristeligt Dagblad.
- Samtidig er der lige nu en generel interesse for den politiske kunst fra 1960'erne, som eftertiden måske har dømt lidt hårdt som naiv og utopisk, tilføjer Mikkel Bogh, som mener, at Palle Nielsen var "forud for sin tid".
Palle Nielsen selv er glad for anerkendelsen, men pointerer:
- Jeg siger jo bare det, jeg hele tiden har sagt. Nu er der så nogen, der lytter.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet