Det er sjældent, at der dukker ukendte værker op af kunstnere som Asger Jorn. Derfor var der flere interesserede købere, da auktionshuset Bruun Rasmussen mandag udbød Jorn-billedet "Magisk dans" fra 1944.
Billedet var vurderet til 250.000 kroner og blev solgt for 240.000 kroner til en privat dansk samler.
- Billedet er af god kvalitet. Det stammer fra en spændende periode, og så rummer det en god historie. Det har øget interessen, og prisen er helt rigtig i det nuværende marked, siger afdelingsleder i moderne kunst Niels Raben fra Bruun-Rasmussen.
Billedet er malet i en periode, hvor Asger Jorn havde den 20 år ældre Elna Fonnesbech-Sandberg som mæcen. Asger Jorn og Elna Fonnesbech-Sandberg indledte et nært forhold, og i sommeren 1944 tilbragte han sammen med sin søn et par måneder hos hende i sommerhuset i Tibirke i Nordsjælland.
Her malede Jorn en række værker - de fleste med nært forbundne eller helt sammenslyngede fuglelignende figurer. Ofte med brugen af en lys orange farve som symbol på værtindens berømte hårfarve. Billedet "Magisk dans" forestiller netop Asger Jorn og Elna Fonnesbech-Sandberg sammen.
- Det er den unge kunstner, der gør kur til den ældre dame. De havde et halverotisk forhold. Det er en god historie, og det er skægt, at billedet dukker op efter 70 år, siger Niels Raben.
Billedet stammer fra den svenske kunstner Nils Adolf Wedels samling. Wedel købte maleriet direkte fra Asger Jorn selv, og det har været i familiens eje lige siden.
"Magisk dans" blev solgt sammen med to andre værker af Asger Jorn samt to af Carl-Henning Pedersen, der også stammer fra samlingen efter Nils Adolf Wedel.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde