Ukrainske flygtninge på bar bund kan være svære at få i job
Flygtninge venter på at komme om bord på en bus ved grænseovergangen i det østlige Polen ved grænsen til Ukraine. Danske myndigheder forbereder sig på over 100.000 flygtninge i Danmark, men de kan blive svære at få i job, lyder vurdering. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Traumer og sproglige barrierer kan gøre det svært at få ukrainske flygtninge ind på det danske arbejdsmarked.
Der kan være "store problemer" med at få ukrainske flygtninge i job i Danmark. For der er en række barrierer, der skal overkommes.
Det vurderer Jacob Nielsen Arendt, forskningsprofessor ved Rockwool Fondens forskningsenhed med fokus på arbejdsmarkedet og indvandring.
- Der er nok en større del, end man måske lige forventer, der ikke er klar til at træde lige ud på arbejdsmarkedet.
- De kommer fuldstændig på bar bund og uden om et asylsystem. Så de har ikke haft mulighed for at forberede sig på det danske arbejdsmarked eller samfund, siger han.
Regeringen har sagt, at myndigheder forbereder sig på over 100.000 flygtninge fra Ukraine. Men det er altså ikke helt lige til at få dem i arbejde, forventer Jacob Nielsen Arendt.
De kan være i en choktilstand, fordi de er flygtet fra krig og har efterladt familie. Derfor kan de have traumer i bagagen, som er i vejen for at træde ind på det danske arbejdsmarkedet.
Derudover er der udfordringer som sprog og at finde dette rette jobmatch.
- Der er mange, der vil have sproglige barrierer i forhold til at kommunikere med for eksempel kommunen eller arbejdsgiveren.
- Og så er der, hvilke kompetencer de har. Det ser ud til, at vi må forvente, at de har et relativt højt uddannelsesniveau, fordi Ukraine generelt er et veluddannet folk. Men der kan være problemer med at oversætte de kompetencer til dansk arbejdsmarked, siger Jacob Nielsen Arendt.
Han peger for eksempel på, at det kan være et svært at få en uddannet ingeniør til at varetage et rengøringsjob, hvis ikke vedkommende kan få job inden for egen branche.
Derfor er det fornuftigt, at der er tiltag i gang, hvor man forsøger at matche arbejdsgivere og ukrainske flygtninge. Derudover er det en god idé med praktikforløb, så de kan snuse til arbejdsmarkedet derigennem.
Det vil nok være nemmest at få ukrainere i job i for eksempel ufaglærte job som rengøring og i landbrug, hvor mange ukrainere har erfaring, lyder Jacob Nielsen Arendts vurdering.
Han siger, at det er rigtig svært at sætte tal på, hvor mange af 100.000 flygtninge der kan ventes at komme i job i Danmark.
- Hvis 40-50 procent kommer i arbejde inden for et-to år, så ser det rigtig pænt ud, siger Jacob Nielsen Arendt.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde