Ukrainske flygtningebørn har første skoledag på Langeland

En skole på Langeland har mandag budt velkommen til de første ukrainske flygtningebørn. (Genrefoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Skole på Langeland havde hejst det ukrainske flag, da man mandag tog imod de første flygtningebørn.

Offentliggjort Sidst opdateret

De første ukrainske flygtningebørn er mandag begyndt i skole på Langeland.

Skoleleder Poul Børge Nielsen, Ørstedskolen, tog mandag morgen imod 32 elever i alderen 14 til 17 år, som nu indskrives i 7. til 10. klasse på skolen.

- Det er forløbet helt fantastisk. De smilede og var glade, da de gik ind af porten til skolen.

- Nogle af dem fik tårer i øjnene, da de så det ukrainske flag vaje fra flagstangen, siger Poul Børge Nielsen.

De børn, der mandag er begyndt i skole, kommer hovedsageligt fra asylcentret Holmegaard på Langeland.

Men der er ifølge skolelederen også børn, som er privat indkvarteret med deres forældre, blandt de nye elever.

Ørstedskolen har i forvejen cirka 650 elever og har ansat ekstra personale i forbindelse med opgaven med de ukrainske elever.

De 32 elever, som skolen mandag har taget imod, kan ifølge skolelederen sagtens blive til flere.

- På nuværende tidspunkt er Holmegaard (asylcentret, red.) ikke fyldt op. Så hvis krigen i Ukraine fortsætter, tænker jeg, at der nok skal blive fyldt på centret, og at vi så vil se flere elever, siger han.

Eleverne kommer i første omgang i modtageklasser, og herefter vil de gradvist blive sluset ud i de almindelige klasser.

- I første omgang handler det om at få skabt en skolehverdag for de børn, der er flygtet fra Ukraine.

- De får noget andet at tænke på, de lærer noget engelsk og noget matematik, kommer i gang med noget sport og nogle musisk-kreative fag, siger Poul Børge Nielsen.

På Humble Skole på Langeland modtager man tirsdag de første ukrainske flygtningebørn.

Det gælder i første omgang 44 børn i alderen 6 til 13 år.

Her vil børnene også komme i modtageklasser og senere sluset ud på skolen med cirka 100 elever.

Konstitueret skoleleder Bjørn From forventer, at nogle af de ukrainske elever kan have traumer med i bagagen, som skal bearbejdes.

- Vi må forvente, at nogle stadig har fædre eller brødre i Ukraine. Det skal vi kunne håndtere, siger han.

Skolen har ansat otte ekstra medarbejdere. Blandt andet to herboende ukrainske kvinder.

- Vi er så utroligt heldige, at den ene af dem endda er uddannet lærer og psykolog. Så det bliver en stor hjælp i hverdagen, siger Bjørn From.

Røde Kors driver asylcentret Holmegaard, og regionsleder Tina Lundgaard forklarer, at børnene har set frem til at komme i skole.

- Både børn og forældre har glædet sig rigtig meget. Al erfaring viser, at det er vigtigt for trivslen at komme i gang med en hverdag, og her spiller skolen en vigtig rolle, siger hun.

På to andre asylcentre - Center Sandholm og Center Thyregod - er ukrainske flygtningebørn også begyndt i Røde Kors' interne skoletilbud.