Ulykke i USA forsinker levering af danske F-35-kampfly
Det er ikke første gang, der er problemer med F-35-kampflyene. I august kom det frem, at to ud af seks indkøbte kampfly, som på nuværende tidspunkt befinder sig i USA, havde en katapultfejl. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der skulle være ankommet et syvende F-35-fly i februar, men levering forsinkes formentlig efter ulykke.
En ulykke med et F-35-fly i USA kommer med al sandsynlighed til at forsinke leveringen af det syvende danske kampfly.
Det oplyser Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Ulykken medfører, at producenten, Lockheed Martin, midlertidigt har stoppet F-35-flyleveringerne, og en undersøgelse er igangsat. Det vil altså forventeligt gå ud over leveringen af fly til Danmark.
Berlingske henviser til det amerikanske medie Defence News, der skriver, at et svigt i brændstoftilførslen til motoren formentlig har medvirket til ulykken, hvor piloten nåede at katapultere sig selv ud.
Danmark skulle have fået leveret sit syvende kampfly på amerikansk grund til februar, men det sker formentlig ikke. Flere skal på et senere tidspunkt på året leveres til Danmark, men det vides ikke, om de heller ikke kan leveres til tiden.
Danmark har i forvejen fået leveret seks F-35-fly, som står på Luke Air Force Base i USA.
Der er tale om et F-35B-fly, som i forbindelse med en testflyvning er forulykket.
Derfor er testflyvninger med F-35B-typen stoppet, og det internationale F-35-programkontor har underlagt et mindre antal F-35-fly et flyveforbud.
De fly, Danmark har indkøbt, er af typen F-35A. Disse er ikke underlagt flyveforbuddet, men anvendes i "reduceret omfang ud fra et forsigtighedsprincip", skriver Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Der har før været problemer med F-35-flyene. I august kom det frem, at to ud af de seks fly, der står i USA, havde en produktionsfejl.
Fejlen betød, at katapultsæderne ikke virkede, skrev mediet Ingeniøren, der også kunne fortælle, at der i flere andre lande var opdaget fejl med kampfly af typen F-35.
I Danmark er det politisk aftalt, der skal købes i alt 27 F-35-fly, som skal erstatte blandt andet F-16-flyene. Udfasningen af F-16 skulle egentlig være sket i 2024, men den udfasning er udskudt.
Det var ligeledes planen, at F-35-flyene fra 2025 kunne deltage i internationale missioner og i 2027 være fuldt indfaset.
Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse oplyser ikke, om forsinkelserne vil ændre på de planer.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned