Umuligt at forsikre sig mod vandplaner

Foto: Anders Knudsen

Landmænd kan ikke tegne en forsikring, der dækker tab i forbindelse med oversvømmelser, som skyldes vandplanerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er umuligt for landsdelens landmænd at tegne en forsikring, som dækker tab af afgrøder i forbindelse med oversvømmelser, som skyldes vandplanerne. Det viser en rundringning, som Bæredygtigt Landbrug har lavet til flere af landets forsikringsselskaber.

- Det er klart, at hvis der opstår store oversvømmelser hvert eneste år og i værste fald flere gange om året på grund af vandplanerne, så bliver det umuligt for et forsikringsselskab at tilbyde landmændene en forsikring, uden at den kommer til at koste en præmie i de høje luftlag, siger underdirektør i Forsikring og Pension, Torben Garne til Bæredygtigt Landbrug.

Ifølge Claus Madsen, der er vandløbsekspert og konsulent i rådgivningsfirmet AgroPro er det også alene kommunerne, som er erstatningspligtige i forhold til oversvømmelser i forbindelse med vandplanerne. Om det er tilfældet, vil en sag fra Lolland-Falster formentlig give et svar på.

En gruppe landmænd fra Sydhavsøerne har nemlig anlagt sag mod Guldborgsund Kommune. De ønsker erstatning for de økonomiske tab, de fik efter oversvømmelserne i juli sidste år.

Til Bæredygtigt Landbrug siger Claus Madsen, at han tror, at de vinder sagen, fordi det er kommunen, der er ansvarlig, når der sker oversvømmelser på grund af dårligt vedligeholdte vandløb.