Under 3000 danskere mister forsørgelsen
Når op til 16.000 danskere efter nytår mister retten til dagpenge, vil kun et mindretal af dem miste al offentlig hjælp.
Det skriver Politiken på baggrund af en ny prognose fra tænketanken Kraka om konsekvenserne af halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år.
Kraka mener, at kun 2000 til 3000 mennesker vil stå helt uden offentligt forsørgelsesgrundlag i en kortere eller længere periode af 2013.
Det relativt lave skøn har endda ikke indregnet effekterne af regeringens akutpakke og aftale om 12.500 akutjob, som også kan skaffe ledige i arbejde.
- Den offentlige debat har givet indtryk af, at hovedparten af dem, som stod til at miste dagpengene, ville stå uden forsørgelse. Men prognosen viser, at det ikke er en uoverkommelig opgave at hjælpe gruppen.
- For de enkelte vil det være alvorligt, men samfundsmæssigt er gruppen ret begrænset med de tiltag, regeringen har lavet, og særligt hvis der er ekstra tiltag i finansloven, siger Andreas Højbjerre, ledende arbejdsmarkedsøkonom hos Kraka, til Politiken.
Prognosen er lavet ved at overføre erfaringer fra ledige, der i 2011 opbrugte dagpengeretten, til gruppen, der står til at miste dagpengeretten i 2013.
Torben M. Andersen, tidligere overvismand og nuværende professor ved Aarhus Universitet, mener, at Krakas prognose er et "rimeligt udgangspunkt" for at vurdere, hvor mange der mister forsørgelsen i en periode af 2013.
Verner Sand Kirk, direktør for A-kassernes Samvirke, anerkender, at man redder en stor del af de ledige på målstregen, men han tror ikke på, at det lykkes at komme så langt ned, som Kraka vurderer.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde