Undersøgelse: mere end en ud af ti opkald til lægevagten kunne undgås

Undersøgelsernes resultater skal være med til at sikre den bedste brug at sundhedsvæsenets ressourcer. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Resultaterne skal bruges til at hjælpe borgerne med at vurdere, hvornår man bør ringe til lægevagten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mere end en ud af ti opkald til lægevagten i Region Midtjylland kunne have været håndteret på en anden måde.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse fredag på baggrund af to undersøgelser, der undersøger kontaktårsager og motiver for brug af lægevagten i Region Midtjylland.

Den ene undersøgelse er en befolkningsundersøgelse af borgernes holdning og motiver for henvendelse til lægevagten.

Den anden er en spørgeskemaundersøgelse besvaret af vagtlægerne vedrørende årsagen, alvorligheden og relevansen af borgernes henvendelser.

Susanne Buch (SF), formand for Udvalg for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland, siger, at undersøgelserne skal være med til at hjælpe borgerne.

- Undersøgelserne giver os et værdifuldt indblik i borgernes behov og bekymringer, når de kontakter lægevagten.

- Det er vigtigt, at vi gør det let for borgerne at finde vej til den rette hjælp – både for deres egen skyld og for at sikre den bedste brug af sundhedsvæsenets ressourcer, siger Buch.

Resultaterne skal være udgangspunkt for en række fremtidige tiltag, der skal gøre det lettere for borgerne at vurdere, hvornår de skal kontakte lægevagten, og hvornår andre løsninger kan være relevante.

På den måde kan man hjælpe syge og tilskadekomne borgere bedst muligt, samtidig med at lægevagten friholdes til de mest hastende opgaver.

Jakob Ravn, formand for Lægevagtsudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Midtjylland, forklarer, hvad lægevagten er til for.

- Lægevagten er til for dem, der ikke kan vente til egen læge åbner, men vi skal også sikre, at ingen føler sig ladt i stikken. Med undersøgelsen i baghånden har vi nu et bedre grundlag for at udvikle vores tilbud, siger Ravn.

Langt de fleste opkald til Lægevagten er relevante og nødvendige, men i 13 procent af tilfældene, vurderes problemerne at kunne håndteres på en anden måde end i lægevagten. Det drejer dig blandt andet om tilfælde af smerter og ubehag, der kan vente til egen læge den næste hverdag, lyder det i pressemeddelelsen.

Undersøgelserne viste også, at 39 procent af borgerne i Region Midtjylland er i kontakt med lægevagten mindst en gang om året. En betydelig del af opkaldene handler om børn under 14 år, hvor det ofte omhandler feber

/ritzau/