Undgå spild af ressourcer: Sådan kan du genbruge vandet derhjemme

Vandet fra din husholdning udgør en relativt lille del af den mængde, dine haveplanter får serveret. Derfor gør det ikke noget, hvis du bruger kogevand med lidt salt i, fortæller Frode Amstrup, som er plantefaglærer hos Jordbrugets UddannelsesCenter Århus. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Der er mange liter at spare ved at genanvende vand i husholdningen. Se her, hvordan du kan få glæde af dråberne igen.

Offentliggjort

Gryden med kogte kartofler bliver tømt for vand i håndvasken. Badevandet fosser ud. Og sjatter, der har stået i drikkedunken, bliver hældt ud.

Vores rene drikkevand ender som regel sine dage i afløbet. Men inden det når dertil, kan noget af det godt nå at blive genbrugt til et ekstra formål.

Det fortæller Katrine Nielsen, som er forretningsleder ved Rørcentret hos Teknologisk Institut.

- Der er helt klart noget uudnyttet potentiale, siger hun og nævner som eksempel, at vandet fra badet og håndvasken på badeværelset sagtens kan bruges til toiletskyl. Det handler bare om at få vandet derhen.

Der findes i dag produkter, hvor håndvasken er placeret på toppen af toiletcisternen. På den måde kan det vand, der er blevet vasket hænder i, nemt genbruges til toiletskyl.

- At genbruge vandet fra bruser til toilet og fra håndvask til toilet ser jeg ikke de store bekymringer ved, hvis man har sikret sig imod tilbageløb og fejlkoblinger til drikkevandet. Der er ikke mange bakterier i vandet, forklarer Katrine Nielsen og fortsætter:

- Vand fra køkkenvasken kan der være flere udfordringer ved, for der kommer nogle madrester med ud, som kan give gener. Der er både risiko for tilstopning af toilettet, og fordi vandet står stille, kommer der til at danne sig bakterier og forrådnelse. Så der er en grænse for, hvor beskidt det må være.

Når du vasker grøntsager, kan du sagtens gøre det over en skål og bruge vandet til tørstige planter. (Arkivfoto). Foto: Monika Skolimowska/Ritzau Scanpix

Der er dog måder at genanvende noget af vandet fra køkkenet. Har du eksempelvis skyllet grøntsager, kan du sagtens genbruge vandet til dine tørstige planter - både indendørs og udendørs.

Lidt flere overvejelser skal du måske gøre dig om kogevandet.

- Maden afgiver noget til kogevandet. Og hvis der er meget salt i, er planterne ikke altid så glade for det, siger Katrine Nielsen.

Så det overskydende kogevand fra aftensmaden skal du måske ikke hælde i en lille stueplantes underskål.

Men du kan godt bruge det til at vande udendørs, supplerer Frode Amstrup, som er plantefaglærer hos Jordbrugets UddannelsesCenter Århus.

- Man kan roligt hælde lidt ekstra vand fra husholdningen ud i haven. Der er ingen grund til at hælde det i kloakken.

- Kogevandet vil formentlig være helt okay. Det vil jo være en meget lille del af udendørsplanternes vandhusholdning. Og hvis man blander vand, der har været kogt, op med andet vand og bruger til vanding, er der intet problem, siger Frode Amstrup.

Måske har du hørt, at vandet fra elkedlen er særligt velegnet til stueplanterne, fordi der ikke er kalk i. Men det er altså en sandhed med modifikationer, fortæller Katrine Nielsen fra Teknologisk Institut.

- Dampen fra elkedlen indeholder ikke kalk. Men der sætter sig stadig kalk på siderne af elkedlen, og der kan derfor stadig være kalk i vandet.

- Der findes nogle tørretumblere i dag, hvor man ikke har en udblæsning, men har en beholder, som dampen ender oppe i. Og der er ikke kalk i. Hvis man tømmer den, kan den bruges til at vande planter med, siger hun.

/ritzau fokus/

FAKTA: Gråt vand og sort vand

* Spildevand fra bad, køkken og vask kaldes for gråt vand. Det betyder, at der ikke er tale om drikkevand lige fra hanen. Men der er heller ikke tale om det, der kaldes sort spildevand, som eksempelvis kommer fra toilettet, og som ikke kan genanvendes.

* Du kan genbruge gråt vand derhjemme til en række formål som at vande planter eller skylle ud i toilettet. Men lad være med at indtage det. Det bør kun være det friske drikkevand, der ender i dit glas.

* Det er tilladt af genanvende regnvand til toiletskyl og tøjvask.

Kilder: Miljøstyrelsen, forretningsleder ved Rørcentret på Teknologisk Institut Katrine Nielsen.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu