Ung instruktør suger Reumertpriser til sig

Elisa Krogerup kan godt lide at lege de store historier ind i folks hjerter.

Søndag fik den 31-årige instruktør endnu et tydeligt bevis på, at hun også besidder de evner, der skal til for at føre legen ud i livet.

Da Reumert-priserne blev uddelt på Det Kongelige Teater, havde hun andel i ikke færre end tre af priserne.

Hun blev hædret som årets instruktør for sine bearbejdelser af "Den unge Werthers lidelser" på Det Kongelige Teater, der samtidig fik prisen for det seneste års bedste forestillinger, og for "Hvid Magi" på Betty Nansen Teatret.

"Hvid magi", baseret på Anne Linnets musik, modtog samtidig hæderen for årets musikteater.

- Springet fra Goethes tekst fra 1700-tallet og til Anne Linnet musikalske univers er ikke så stort, som det umiddelbart kunne se ud, sagde Elisa Kragerup efter forestillingen til Ritzau.

Hun ser begge forestillinger som en rejse ind i menneskets inderste væsen for at se, hvilke afkroge og modsætninger, vi alle sammen rummer.

Med sin tilgang til både nye og ældre tekster opfatter hun det også som en særlig udfordring at gøre teatret tilgængeligt for et ungt publikum.

- Da vi spillede "Den unge Werthers lidelser" oplevede vi, hvorledes hele gymnasieklasser sad fuldstændigt opslugt af, hvad der skete på scenen. Så selvfølgelig er det muligt, mener Elisa Kragerup.

I de næste to år er hun håndplukket til Det Kongelige Teaters ny satsning, "Det Røde Rum".

Her skal hun sammen med instruktør-kollegaen Rune David Grue stå i spidsen for et fast ensemble af skuespillere med det formål at få nye og anderledes bud på, hvad en teaterscene kan bruges til.

Hvad resultatet kan blive, antydede Elisa Kragerup i sin takketale efter at have fået prisen som årets instruktør.

- Lad os gøre teatret til et nødvendigt, generøst og modigt sted at være. Når det lykkes, findes der ikke noget bedre sted at opholde sig, fastslog hun.

/ritzau/

Elisa Kragerup bruger både Goethe og Anne Linnet, når hun vil lege de store historier ind i folks hjerter.

Offentliggjort Sidst opdateret