En rabatordning, der skal lokke unge i teatret, udvides fra den kommende sæson, så den ikke blot omfatter hovedstadsområdet, men teatre i hele landet.
Der er tale om afløseren for de såkaldte Reumert-billetter, som Bikubenfonden har finansieret.
- Nu lancerer vi en ny ordning under navnet BiBilletten. Vi syntes, det var et demokratisk problem, at ordningen kun gjaldt i København, siger kulturchef i Bikubenfonden Johanne Prahl Steffensen.
Fonden udbyder i dag Reumert-billetterne til en gruppe store københavnske teatre til 60 kr. pr. stk., når der var tale om en gruppe unge på mindst fire personer under 25 år. De seneste år har fonden også ydet støtte til T40-ordningen, der tilbyder billetter på 40 kr. til en række mindre teatre i hovedstaden.
Bikubenfonden afsætter 1,3 mio. kr. i billetstøtte til den ny ordning om året. Hvert år kan der sættes 50.000 af de nye ungdomsbilletter til salg.
Billetterne kommer til at koste 45 kr. og gælder, hvis en gruppe på fire unge under 18 går i teatret sammen.
Det betyder, at ordningen i modsætning til det nuværende system med Reumert-billetter ikke kommer til at omfatte aldersgruppen 18-25 år.
- Det er dels en økonomisk afvejning, dels et ønske om at fokusere på de helt unge teatergængere, forklarer Johanne Prahl Steffensen.
Men i Teaterbilletter.dk, der formidler abonnents- og billetordninger på vegne af en række københavnske teatre, forsikrer sekretariatschef Christina Krøll, at man har de 18-25 årige i tankerne, når andre ordninger for rabatter og billettilskud forhandles på plads i den kommende tid.
- Det skal vi nok finde ud af at kompensere, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker