Ungdomshuset afviser ansvar for ballade

Ungdomshusets faste brugere afviser, at de har noget som helst med fredagens uroligheder at gøre. Det skriver Ungdomshusets advokat, Knud Foldschack, i en redegørelse til Københavns Kommune.

Fonden bag Ungdomshuset, der fører tilsyn med Ungdomshuset, har holdt et møde med de unge brugere i kølvandet på balladen.

- Fonden vurderer, at der ikke er tale om en episode organiseret af husets brugere eller med udgangspunkt i huset, står der videre i skrivelsen.

Politiet måtte fredag aften rykke ud til uroligheder i det nye ungdomshus på Dortheavej i København. Unge satte ild til bunker af affald i gaden i solidaritet med det besatte hus Liebig 14 i Berlin, der for nylig blev ryddet af den tyske ordensmagt.

Da politiet nåede frem til Dortheavej, blev de mødt med flaskekast og molotovcocktails. Betjentene fik dog hurtigt trængt de maskerede unge tilbage i huset.

Ifølge redegørelsen var demonstrationen dog ikke arrangeret af Ungdomshuset. Husets brugere havde nemlig et andet arrangement med mad og musik samme aften.

De 10-15 demonstranter på gaden søgte tilflugt i Ungdomshuset, da politiet troppede op. Betjentene fulgte de unge ind i huset, hvor i alt 49 personer blev registreret. De blev alle bortvist, men ingen blev anholdt.

Københavns Politi har siden nærstuderet video og fotos fra urolighederne for at finde frem til unge, der kan sigtes for eksempel for at have kastet med sten eller med brandbomber.

- Ud fra påklædning og andet kan vi måske bevise hvem, der har begået lovovertrædelserne, siger vagtleder Jens Kristiansen i Københavns Politi

Overborgmester Frank Jensen (S) havde bedt om dagens redegørelse for Fonden bag Ungdomshuset, mens kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) kræver huset lukket.

/ritzau/

Ungdomshusets faste brugere afviser, at de har noget som helst med fredagens uroligheder at gøre.

Offentliggjort Sidst opdateret