Unge dropper ægteskab

Danskerne bliver ældre og ældre, når de tager i kirke eller på rådhuset for at bliver gift.

Det fremgår af Statistik Årbog fra Danmarks Statistik.

I 1980 var 66 procent af alle 30-årige gift, men den andel er nu faldet til 34 procent. En kvinde er i gennemsnit 32,4 år, når hun første gang siger ja til sin ægtefælle, mens manden i gennemsnit er 34,8 år.

For 30 år siden var kvinder 24,8 år og mænd 27,5 år i gennemsnit, når de holdt bryllup.

Mens antallet af bryllupper falder for unge mennesker, er der tilgæld en stigning i unge par, der bor sammen uden at være gift.

Brylluppet er ikke det eneste, der lader vente på sig - børnene kommer også senere. Gennemsnitsalderen for en fødende kvinde er 30,5 år, mens en kvinde i gennemsnit er 29 år gammel, når hun føder sit første barn. I 1970 var en fødende kvinde 26,7 år.

Selv om børnene kommer senere, bliver der født flere. I 1983 fødte en kvinde i Danmark i gennemsnit 1,38 barn, mens det tal nu er vokset til 1,85. Det gør Danmark til et af de lande i EU, der har den højeste fertilitet.

Årbogen viser også, at Jens og Anne er de mest almindelige fornavne i Danmark. Det mest almindelige efternavn er Jensen.

For nyfødte er de mest almindelige navne Lucas og Emma.

Gennemsnitsalderen for danskerne er nu 40,2 år, hvilket er tre og et halvt år mere end i 1980. Den længere levetid kommer også til udtryk ved, at antallet af danskere over 100 år stiger. Den 1. januar 2010 var der 889 mennesker i Danmark, som havde fejret 100-års-fødselsdag.

/ritzau/

Unge mennesker dropper ægteskabet, men lever alligevel i parforhold, viser opgørelse fra Danmarks Statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret