Unge håndværkere hiver rekordmange medaljer hjem til Danmark
Bygningssnedkeren Tobias Preilev Hansen, der har vundet sølv ved EuroSkills, ses her under konkurrencen. Foto: Lasse Skov/Free
Det er både blevet til sølv- og bronzemedaljer til Danmark ved håndværkskonkurrencen EuroSkills.
Danmark vinder fem sølvmedaljer og tre bronzemedaljer ved håndværkskonkurrencen EuroSkills, som i år er blevet afholdt i den polske by Gdansk.
Her har unge håndværkere i de seneste dage vist, hvad de dur til. Foruden medaljerne af sølv og bronze, har Danmark vundet seks fortræffelighedsmedaljer.
Samlet set er der tale om det bedste danske resultat i EuroSkills, der i år er blevet afholdt for ottende gang.
Det skriver organisationen SkillsDenmark, der arrangerer det årlige danske mesterskab, i en pressemeddelelse.
Danmark kom på en samlet 7.-plads ud af de 32 deltagende lande.
En af de danske medaljevindere er den 21-årige bygningssnedker Tobias Preilev Hansen.
Den unge håndværker, som kommer fra Næstved, blev hædret flere gange på scenen til det store afslutningsshow i Gdansk.
Foruden at vinde sølv var han nemlig den dansker, der på tværs af fag havde fået flest point.
- Det er jo fuldstændig vanvittigt at have vundet de to medaljer her. Jeg er også lidt lettet, for det har været virkelig hårdt. Jeg har haft svært ved at sove, fordi jeg har været så fokuseret, siger Tobias Preilev Hansen.
Både familie og kolleger var taget med ham til Polen for at heppe i konkurrencen, der er løbet over tre dage. I alt har bygningssnedkeren haft 18 timer til at gennemføre den stillede opgave.
Den bestod i at bygge en vinduesramme og en tilhørende karm.
Kun 3 af de i alt 12, der stillede op i kategorien, blev færdige før tiden løb ud. Og det var altså netop de tre, der lørdag aften kunne stille sig på podiet.
Foruden bygningssnedker har danskerne vundet sølv i kategorierne tjener, personvognsmekaniker, bager og gulvlægger.
I fagene karosseritekniker, møbelsnedker og autolakerer blev det til bronzemedaljer til Danmark.
I alt 21 danskere fordelt på 20 fag deltog i konkurrencen, som afholdes hvert andet år.
Næste gang er i 2025, hvor Danmark er vært.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker