Unge har størst risiko for at få stjålet identiteten
Falske netprofiler, stjålne adgangskoder og ekstravagante køb i andres navn.
Danskerne bliver i stigende grad udsat for identitetstyveri, og det er først og fremmest de unge, der bliver ramt af langfingrede identitetstyve.
Det viser en ny rapport fra Københavns Universitet, støttet af Det Kriminalpræventive Råd og Justitsministeriet.
- Det rammer rimeligt bredt i befolkningen, men vi kan se, at de lidt yngre mænd har en større risiko for at blive ramt af identitetstyveri, siger Peter Kruize, lektor på Københavns Universitet og forfatter til rapporten, og fortsætter:
- De lidt yngre grupper bruger internettet mere flittigt end de ældre generationer. Men hvorfor det lige præcis er mænd, er lidt svært at svare på.
Antallet af ofre for identitetstyveri er steget fra cirka 48.000 personer i 2009 til cirka 73.000 i 2012, og lidt over halvdelen af ofrene fik stjålet deres oplysninger på nettet.
Jo mere digitale vores liv bliver, jo bedre skal vi tænke os om, mener formand i Det Kriminalpræventive Råd.
- Vi må forholde os til, at der sker kriminalitet i den digitale verden. Heldigvis kan man gøre meget for at beskytte sig mod identitetstyveri, skriver formand for det Kriminalpræventive Råd Lina Nielsen i en pressemeddelelse og understreger:
- Når man færdes digitalt, er det vigtigt, at man er tilbageholdende med at udlevere sine personlige oplysninger, ser sig godt for på e-handelssider og i det hele taget bruger sin sunde fornuft.
Både GF Forsikring og Tryg har i den seneste tid lanceret særlige forsikringer mod identitetstyveri, som både skal hjælpe med at forebygge og med at rydde op efter et eventuelt misbrug af personlige oplysninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker