Unge lader bruseren løbe - ældre vandhanen

Er man ung og under 35 år, kan man nemt høre ind under kategorien vandsvin. Mens det daglige bad i snit tager seks minutter eller derunder for over halvdelen af danskerne, har de unge vanskeligt ved at få slukket for vandet igen.

To tredjedele af de unge står under de varme stråler i længere tid end gennemsnittet - og en ud af 10 står i badet mere end et kvarter, skriver Samvirke på baggrund af en ny undersøgelse af danskerens vandvaner fra FDB Analyse.

Men når det kommer til at holde bisserne rene, ignorerer danskere over 55 år vandsparerådene. Hver femte her lader vandet løbe under tandbørstningen. Kun to procent af de unge under 35 gør det samme.

Slukker man ikke for vandet under de to daglige tandbørstninger, risikerer man at tredoble forbruget af vand til personlig hygiejne fra 44 liter til 120 liter dagligt.

/ritzau/

Unge elsker et langt bad, mens ældre lader hanen løbe, mens de børster tænder. En ud af 10 af de unge står under bruseren i mere end et kvarter.

Offentliggjort Sidst opdateret