Unge ledige klarer sig dårligt hele livet

1990'ernes høje ungdomsarbejdsløshed trækker skygger op til i dag. Unge, der var langtidsledige i 1994, tjener i dag markant mindre end deres jævnaldrende, som var i job dengang. Forskellen er mellem 50.000 og 56.000 kroner om året.

Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet, skriver MetroXpress.

- Forklaringen er, at de langtidsledige fra dengang ikke er steget i løn i samme takt som andre, fordi de fik en dårligere start på arbejdsmarkedet.

- Og det gælder, uanset om du i 1994 var lagerarbejder eller nyuddannet ejendomsmægler, siger senioranalytiker i AE Mie Dalskov Pihl, der har lavet analysen.

Men der er ikke kun forskel på vægten af lønningsposen. De unge langtidsledige fra 1994 har haft sværere ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet lige siden, og der er flere på førtidspension eller uden job i dag, end der er generelt blandt danskerne.

- Efter 15 år er de ikke kommet ud af ledighedens skygge, siger Mie Dalskov Pihl.

Selv om nutidens ledighedsprocent blandt unge ikke er så tårnhøj som i 1994, men på cirka 11 procent, så er frygten, at unge arbejdsløse i dag kommer til at lide samme skæbne på arbejdsmarkedet, som de unge fra 1994 gjorde.

Analysen møder kritik hos Dansk Arbejdsgiverforening. Det svarer til at sammenligne pærer og bananer, lyder det fra chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen.

- Den ene gruppe i arbejde i 1994 har haft kompetencer, som var efterspurgt på arbejdsmarkedet, og gruppen af ledige har haft nogle faglige eller personlige kvalifikationer, som ikke var så attraktive.

- Derfor giver det ingen mening at sammenligne de to grupper så langt frem i tiden, siger Jørgen Bang-Petersen til MetroXpress.

/ritzau/

Langtidsledige unge fra 1990'erne har stadig svært ved at finde fodfæste på jobmarkedet, viser ny analyse.

Offentliggjort Sidst opdateret