Unge med handicap er bagud på uddannelse og job
Unge med handicap kommer langt sjældnere i uddannelse og job end andre jævnaldrende, viser ny redegørelse.
Hver femte 19-20-årige person med handicap er ikke i gang eller færdig med en ungdomsuddannelse som gymnasie, handelsskole eller en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Det er derimod kun 1 ud af 20 af alle unge i samme aldersgruppe, der står i den situation.
Det viser en ny redegørelse fra Social- og Indenrigsministeriet.
Redegørelsen viser også, at kun 40 procent af unge på 19-20 år med handicap er i uddannelse eller job, mens det gælder for 82 procent af alle unge i samme aldersgruppe.
Det er overraskende og ærgerligt, mener Thorkild Olesen, formand for paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer.
- Jeg synes, det er forfærdeligt, at så mange mennesker med handicap ikke er i uddannelse eller har en tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Vi taler om alle typer af unge med handicap. Personer med udviklingshandicap eller kørestolsbrugere, men også mennesker med et mindre handicap, siger Thorkild Olesen.
I regeringen og dens støttepartiers såkaldte forståelsespapir blev der sidste år lagt op til tiltag for at få flere unge med handicap i uddannelse.
I finansloven for 2020 er der ligeledes afsat et udefineret beløb til en evaluering af handicapområdet.
Daniel Toft Jakobsen, handicapordfører for Socialdemokratiet, kalder det en "super, super vigtig sag".
Ifølge ham viser tallene, at der stadig er store udfordringer på området.
Han kan dog endnu ikke berette om konkrete tiltag.
- Men noget af det, vi har talt om tidligere, er at se på, om vi kan justere nogle regler og for eksempel give mulighed for, at mennesker med handicap kan bruge længere tid på en uddannelse.
- Det kan også handle om at gøre reglerne mere fleksible i forhold til praktikophold, siger Daniel Toft Jakobsen.
Thorkild Olesen understreger, at der bør handles meget snart.
- Det er ikke sådan, at jeg er skuffet over regeringen. Men nu har vi en undersøgelse, der viser det her, og derfor skal vi også gøre noget ved det, siger han.
Mellem 30.000 og 35.000 børn og unge modtager i dag hjælp for deres fysiske eller psykiske handicap.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet