Unge mister kontrollen med nøgenbilleder på nettet
Det kan være en ubærlig psykisk belastning, hvis unge mister kontrol med deres intime billeder på nettet. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Finn Frandsen/POLFOTO
Nyt materiale skal hjælpe unge, der har oplevet deres intime billeder blive delt på internettet.
Tre organisationer, der arbejder for børnenes ve og vel, lancerer sammen et hæfte med gode råd til unge mennesker, der oplever, at deres intime billeder flyder på nettet.
- Børn og unge, der oplever, at deres intime billeder bliver spredt via elektroniske medier, kan opleve stor magtesløshed, fordi de let mister kontrollen med billederne, siger Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet.
Det er organisationerne Red Barnet, Center for Digital Pædagogik og Medierådet for Børn og Unge, der lancerer de gode råd i hæftet "Har du været nøgen på nettet?".
Et stigende antal børn og unge oplever nemlig, at de private billeder, de har delt med for eksempel en kæreste, pludselige cirkulerer på nettet.
En af de mere omdiskuteret sager med nøgenbilleder og unge mennesker er nok den såkaldte "Viborg-mappe", hvor mere eller mindre afklædte unge piger fra Viborg blev delt blandt en gruppe drenge.
Også hos Red Barnets brevkasse på sikkerchat.dk - en hjemmeside henvendt til børn og unge i alderen 10-16 år, der sætter fokus på sikker internetadfærd - oplever man flere henvendelser som denne:
- Hej, jeg er en pige på 14 år. Jeg har chattet med en af mine venner på Skype, og han spurgte, om han måtte se mig nøgen.
- Bagefter skrev han, at han havde optaget mig på video. Og hvis jeg ikke gør, hvad han siger, så sender han den til alle, vi kender. Hvad skal jeg gøre?
Hæftet med de gode råd distribueres på landets skoler, og et mere uddybende hæfte kan læses på nettet og downloades.
- Det er vores håb, at materialet kan hjælpe de unge, der er kommet galt af sted, med at genvinde kontrollen, og samtidig sætte gang i en bredere debat blandt børn og unge om at beskytte privatlivet på digitale medier, siger Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, projektleder i Medierådet for Børn og Unge.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned