Unge: Mor og far er pinlige på Facebook

Mens de unge er meget bevidste om, hvad de lægger ud og ikke lægger ud på Facebook, så tager de ældre det mere afslappet.

Det viser en såkaldt kvalitativ undersøgelse af, hvordan danskerne bruge sociale medier som Facebook, Twitter og blogs, som Syddansk Universitet står bag.

- De unge synes, deres forældre er pinlige, når de lægger halvkiksede private billeder ud på Facebook eller giver hinanden komplimenter og for eksempel skriver "jeg elsker dig" eller "du er dejlig".

Det siger lektor ved Institut for litteratur, kultur og medier på Syddansk Universitet, Anne Scott Sørensen.

Når de unge mellem 20 og 25 år er mere varsomme med, hvordan de bruger Facebook, så kan det ifølge Anne Scott Sørensen skyldes, at de unge har mere erfaring med Facebook.

- De har været med på Facebook fra starten, og de har fået deres klask. De har prøvet at blive flove, når de er kommet til at være for intime eller banale. De ældre er først ved at komme i gang og bruger Facebook mere tankeløst, siger Anne Scott Sørensen.

Hun nævner et eksempel, hvor en kvinde i fyrrerne lagde en række detaljerede oplysninger om sin kræftsygdom ud på Facebook. Hendes børn og yngre Facebook-venner syntes ikke, det var det rigtige sted at fortælle om sådan et emne.

Ekspert i sociale medier og medstifter af virksomheden Social Academy, Thomas Bigum, tror, at forskellen i brugen af Facebook også er et udtryk for, at de unge er mere forfængelige.

- De unge vil faktisk gerne vise sig frem på nettet, men kun hvis det får dem til at fremstå cool. Det handler om at vise status og om at se sej ud, siger han.

Det betyder for eksempel, at de unge er meget kritiske over for den tekniske kvalitet af de billeder, de lægger ud.

- De er optaget af at vise det rigtige image, mens de ældre bare gerne vil fortælle en historie, når de for eksempel lægger feriebilleder ud, siger Thomas Bigum.

/ritzau/

Unge i begyndelsen af 20'erne bruger det sociale medie Facebook markant anderledes end deres forældre.

Offentliggjort Sidst opdateret