Unge er tilsyneladende vilde med at arbejde i folkeskoler, børnehaver og på hospitaler. Rekord mange søger ind på de mellemlange uddannelser til lærer, pædagog og sygeplejerske, viser nye tal fra den koordinerede tilmelding.
Dermed ser det ud til, at de store velfærdsuddannelser har genvundet deres popularitet efter flere år med lavstatus.
Hele 24 procent flere unge vil være pædagoger, mens 22 procent flere vil være socialrådgivere. Fremgangen glæder undervisningsminister Tina Nedergaard (V).
- Den er med til at sikre, at der også er tilstrækkelig arbejdskraft blandt nogle af de helt centrale personalegrupper i velfærdssamfundet om fem og 10 år, siger Tina Nedergaard i en pressemeddelelse.
Samtidig er andelen af mandlige ansøgere stigende. På pædagoguddannelsen er mere end hver fjerde ansøgning i år fra en mand. I 2008 gjaldt det kun hver femte ansøgning.
- Det er interessant, at drengene viser større interesse for nogle af de mere traditionelle kvindefag. Det kan få betydning for miljøet på både studierne og arbejdspladserne, og jeg håber, den fremgang fortsætter, siger Tina Nedergaard.
Læreruddannelsen har fået 13 procent flere ansøgere i forhold til sidste år, mens uddannelsen til sygeplejerske har fået 14 procent flere ansøgere siden 2009.
Den største stigning er dog sket i antallet af ansøgere på det samfundsfaglige og det designfaglige område, hvor 29 procent og 23 procent flere har søgt ind i år.
I alt har 13 procent flere søgt ind på Undervisningsministeriets uddannelser i forhold til 2009. Også de lange universitetsuddannelser, der ligger under Videnskabsministeriet, kan melde om rekord mange ansøgere.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker