Unge tages med på råd om corona: Vi skal undgå nedlukninger
Studenterrådsformand vil kæmpe mod nedlukning af uddannelser i nydannet krisestyringsgruppe i Aarhus Kommune.
Aarhus kom på landkortet, da myndighederne i august som det eneste sted i landet udskød skolestarten for ungdomsuddannelserne.
Det var et stigende smittetryk i landets næststørste by, der fik myndighederne til at aflyse elevernes fysiske fremmøde på skolerne.
Det er forhåbentligt sidste gang, man har brugt det greb i værktøjskassen mod corona, lyder det fra et medlem af en ny krisestyringsgruppe i Aarhus.
- Vores fokus vil være at kæmpe imod, at man lukker uddannelser ned. Corona er kommet for at blive, og vi mener, at vi skal finde nogle andre måder at tackle det på, siger Alexander Estrup.
Han er formand for forretningsudvalget under Studenterrådet ved Aarhus Universitet og medlem af den nydannede arbejdsgruppe med repræsentanter fra byens ungdomsliv.
Gruppen skal være en slags højre hånd for kommunens øverste kriseledelse.
Den skal komme med indspark til, hvordan man bringer smitten ned blandt byens unge, og om hvordan budskaberne om afstand og hygiejne når alle unge.
Gruppen har ikke holdt det første møde endnu, og derfor har Alexander Estrup ikke et katalog af idéer til at begrænse smittens udbredelse blandt de unge.
Men lukning af uddannelser bør ifølge studenterrådsformanden være det absolut sidste, man griber i værktøjskassen.
- Vi er en rådgivende gruppe og har ikke veto-ret. Men vores fokus er, at man ikke lukker ned.
- Det koster utroligt meget på trivslen, og det er med til at øge unge med depression, at man skal sidde derhjemme.
Det er ifølge studenterrådsformanden afgørende, at de studerende har mulighed for at mødes på studiestedet i nogle mindre grupper.
Han ser frem til at komme med gode råd til kommunen om, hvordan man kommunikerer med de unge.
- Det er ikke alle unge, der følger med i pressemøderne på tv. Så vi kommer også til at se på, hvordan man kommunikerer målrettet til de unge - for eksempel via de sociale medier, siger Alexander Estrup.
Han synes godt om, at man nu tager unge med på råd i "corona-maskinrummet" i Aarhus Kommune, hvor en fjerdedel af indbyggerne er unge.
- Jeg tror også, at andre studiebyer med mange unge holder nøje øje med, hvordan vi klarer det, siger Alexander Estrup.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned