Unge udredes sjældent til tiden i Region Hovedstadens psykiatri

Begrænset kapacitet er årsag til, at hovedstaden har svært ved at indfri udredningsmål, mener regionsformand.

Offentliggjort Sidst opdateret

13 procent af patienterne i børne- og ungepsykiatrien i Region Hovedstaden blev i marts, april og maj udredt inden for de 30 dage, der er målsætningen.

Det viser en ny opgørelse fra regionen, skriver Sundhedsmonitor.

Tallet er ifølge mediet raslet ned, siden regionen i december skiftede sin indberetningspraksis ud.

Det skete efter kritik fra Statsrevisorerne, der kaldte metoden både "misvisende" og "stærkt utilfredsstillende".

Indtil da var patienter noteret som udredt efter første konsultation, også selv om udredningen ikke nødvendigvis var blevet gennemført.

Nina Tejs Jørring, der er overlæge og forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, kalder det "vores største svigt i øjeblikket".

- Hvis vi havde set de tal for kræftbehandling eller hjerte-kar-sygdomme, skulle man nok kunne finde ud af at finde nogle midler til området, siger hun til mediet.

Region Hovedstaden har et mål om, at mindst 70 procent af patienterne i børne- og ungepsykiatrien skal udredes inden for de 30 dage.

Det betegnes dog som urealistisk af Peter Westermann (SF), der er formand for Region Hovedstadens psykiatriudvalg.

Han siger, at man er presset af, at der er kommet langt flere henvisninger, end der har været kapacitet til. Det har gjort, at flere har måtte vente.

I marts lød det fra ledelsen i børne- og ungepsykiatrien, at "selv med store kapacitetsudvidelser" er det ikke muligt at opfylde kravet om en udredning indenfor 30 dage.

De seneste ti år har regionen oplevet mere end en fordobling i antallet af patienter. Antallet er vokset fra 3000 til 6300.

Ifølge Peter Westermann er der i samme periode kommet 25 procent flere midler til området.

- Så det er jo klart, at vi har tiltagende svært ved at følge med, siger han til Sundhedsmonitor.

/ritzau/