Unge vælgere skal lokkes i stemmeboksen
Halvdelen af landets unge holdt sig væk fra stemmeboksen ved valget til kommuner og regioner for fire år siden. Derfor opruster Danske Regioner og ungdommens tænketank YouGlobe nu målrettet forud for valget 19. november for at lokke flere førstegangsvælgere til at stemme.
Regionspolitikere fra alle fem regioner sætter sammen med YouGlobe i løbet af efteråret gang i den politiske debat på omkring 100 ungdomsuddannelser.
- Det har stor betydning for unge, om for eksempel bussen stopper tæt ved gymnasiet, om der mangler uddannelsestilbud til særligt kvikke elever, og hvordan vi hjælper frafaldstruede elever med at gennemføre deres uddannelse, siger Steen Bach Nielsen, der er formand for Danske Regioners Demokratiudvalg.
- Derfor er det problematisk, at halvdelen af landets unge ikke benytter deres stemmeret til at præge de beslutninger, der bliver truffet i regionerne. Også fordi de unge på sigt skal overtage samfundet, siger han.
Regionerne vil derfor gerne vise de unge førstegangsvælgere, at regionspolitik i høj grad handler om deres hverdag og fremtid.
Det sker med konceptet "Valgmødet", som titusindvis af elever på landets ungdomsuddannelser over hele landet præsenteres for frem til valgdatoen. Idéen er udviklet i samarbejde med YouGlobe, der arbejder for at styrke unges deltagelse i demokratiet.
- Hvis ikke de benytter deres stemmeret, er der tale om et stort problem for fremtidens demokrati. Kommer man ikke i gang med at stemme som ung, er der stor risiko for, at man heller ikke vil stemme senere i livet, siger Olav Hesseldahl, talsmand for YouGlobe.
"Valgmødet" skal involvere de unge i en debat med regionspolitikere. Via deres smartphone eller laptop får de unge mulighed for at stille spørgsmål, komme med kommentarer og deltage i afstemninger, der projiceres live på salens storskærm. Debatten fortsætter derefter på Facebook.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned