Unistuderende i København protesterer mod drab på palæstinensere
Studerende har indledt propalæstinensisk demonstration ved at slå lejr på Københavns Universitet. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
En gruppe demonstrerende studerende kræver, at Københavns Universitet fordømmer drab på palæstinensere.
Studerende har slået lejr på Københavns Universitet og tilslutter sig på den måde "den globale studenterbevægelse for Palæstina".
Sådan lyder det i en pressemeddelelse, som de studerende har offentliggjort mandag.
- Med campen ønsker vi at sætte fokus på det eskalerende folkedrab i Palæstina, skriver de studerende i meddelelsen.
Dette sker i kølvandet på lignende tiltag på universiteter i USA, hvor store protester har fundet sted de seneste uger.
Her har studerende demonstreret til støtte for palæstinensere og imod Israels offensiv i Gaza.
Det har ført til sammenstød med politiet, der blandt andet så sig nødsaget til at fjerne barrikader ved en propalæstinensisk demonstration på University of California i Los Angeles (UCLA).
Lignende sammenstød er også sket flere andre steder i USA.
De studerende på Københavns Universitet har i forbindelse med deres lejr fremsat i alt seks krav til universitetet.
Her fremgår det, at universitetet skal anerkende og fordømme det, som de studerende kalder et folkedrab, og at det skal opfordre til øjeblikkelig våbenhvile.
Derudover lyder et andet krav, at "investeringer til virksomheder, der profiterer eller er medskyldige i besættelsen af Palæstina", trækkes tilbage.
Ifølge Ritzaus oplysninger deltager cirka 50 personer mandag eftermiddag i demonstrationen på universitet.
Emil Nielsen, talsmand for bevægelsen Studerende mod Besættelsen, siger til Berlingske, at gruppen først vil forlade stedet, når alle krav er blevet opfyldt.
I øjeblikket er der tale om en fredelig demonstration, skriver avisen videre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned