Danmark gav efter for et politisk pres fra Tyrkiet og USA, da justitsministeren i august sidste år rejste en terrortiltale mod den kurdiske tv-station Roj-TV.
Så klar er vurderingen fra en række juridiske eksperter på baggrund af dokumenter fra WikiLeaks, som dagbladet Politiken er i besiddelse af.
Tv-stationen, der har sendt fra Danmark siden 2004, har været genstand for stor opmærksomhed, fordi Tyrkiet beskylder den for at have forbindelser til den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der står på EU's og USA's terrorlister.
Oluf Jørgensen, afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at det er en juridisk meget tynd sag, anklagemyndigheden har lagt frem.
- Og efter at have fået de oplysninger, der nu kommer fra WikiLeaks, kan man ikke undgå at få den tanke, at anklagemyndigheden ikke har lavet en normal sagsbehandling.
- Den har følt sig presset til at gøre noget, der kan give indtryk af, at danske myndigheder forsøger at imødekomme ønskerne fra Tyrkiet og USA, siger Oluf Jørgensen til Politiken og bakkes op af strafferetsjurister fra flere universiteter.
I maj 2009 gav statsadvokat Lise-Lotte Nilas og PET's juridiske chef, Lykke Sørensen, den amerikanske ambassade en status i sagen med ønsket om et tættere samarbejde.
Samtidig viser et referat af en samtale mellem den daværende chef for Statsministeriets udenrigsområde, Thomas Ahrenkiel, og den amerikanske ambassadør Laurie Fulton, at den danske regering havde understreget sagens betydning over for anklagemyndigheden, skriver Politiken.
Med topembedsmandens ord ville det udløse "en stor krise" mellem Danmark og Tyrkiet, hvis anklagemyndigheden ikke kunne rejse tiltale mod Roj TV.
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas afviser, at sagen skulle være rejst på politisk bestilling.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker