Danske borgere må finde sig i, at den amerikanske ambassade tager billeder i området foran USA's ambassade. Det er nemlig ikke ulovligt at tage billederne, lyder det fra Sikkerhedsbranchen, brancheforeningen for virksomheder, der arbejder professionelt med sikring og sikkerhed.
Til gengæld kan ambassaden have overtrådt reglerne i persondataloven, hvis man har knyttet billeder til personoplysninger, siger Kasper Skov-Mikkelsen, der er direktør i Sikkerhedsbranchen.
- Så længe der ikke er tale om en automatisk tv-overvågning, så er det lovligt at tage billeder på offentlige steder i Danmark, siger Kasper Skov-Mikkelsen, der har deltaget i det forberedende arbejde bag loven om tv-overvågning.
Ifølge Kasper Skov-Mikkelsen er de ansatte på ambassaden underlagt almindelig dansk lov, når de færdes uden for ambassaden. Og Lov om tv-overvågning tillader, at turister, journalister og andre fotograferer og optager video på offentlige steder. Det er også fuldt lovligt at fotografere demonstrationer.
Loven forbyder til gengæld tv-kameraer, der kører hele tiden. Men det ser ikke ud til at være tilfældet, siger Kasper Skov-Mikkelsen.
Udmeldingen kommer efter, at en tidligere politibetjent til Politiken fortæller, at han ledte et observationshold på seks mand, som tog billeder og videofilmede mistænkelige personer.
Gruppen tog også billeder af borgere i Danmark under lovlige demonstrationer foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.
- Der er tale om lejlighedsvise billeder, og det er lovligt, siger Kasper Skov-Mikkelsen.
Ifølge Kasper Skov-Mikkelsen kan ambassaden til gengæld have overtrådt persondataloven, hvis man har knyttet foto og videooptagelser til oplysninger om personerne på billederne.
- Så er man i gang med at lave et register, og der er ulovligt, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet