V-borgmester tvivler på milliardbesparelse

Venstreborgmester Johnny Søtrup fra en af landets største kommuner, Esbjerg, tror ikke på, at der er 10 milliarder kroner at hente i kommunerne på regeringens nye sparekatalog.

- Nej, der er lidt skrivebordssystemer i det her, så det tror jeg ikke på, der er, men der er bestemt noget at hente. Man skal bruge mange værktøjer, og det er så et af dem, siger Johnny Søtrup.

Finansminister Claus Hjorth kalder kataloget en opskrift på, hvordan kommunerne samtidig holder nulvækst og udvikler velfærden.

Ifølge den nye KL-formand, Jan Trøjborg (S), er der på nogle områder tale om serviceforringelser, mens andre områder allerede er i gang i kommunerne. Det sidste genkender Søttrup.

- Det svarer bare til, hvad vi har gjort i nogle år. Vi har jo ikke ligefrem haft mange penge at boltre os med. Derfor kigger vi på, hvor man kan se, at nogle kommuner bruger færre penge, end vi gør, og hvor vi kan gøre det bedre. Men det er ikke det eneste svar, der kan gives på den udfordring, kommunerne står over for, siger han.

En anden Venstreborgmester, Laurids Rudebeck fra Tønder, mener også kommunerne skal kigge hinanden over skulderen.

- For mig er penge ikke nødvendigvis lig med kvalitet. Vi skal se på, hvad der giver bedst kvalitet for borgeren, og her kan vi lære meget af benchmarking, siger han.

Tønder er bl.a. inspireret af et projekt i Kolding Kommune. Her lærer ældre at klare sig selv med en række praktiske ting, så der går længere tid, før de får brug for praktisk bistand fra kommunen.

/ritzau/

Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup (V), tror ikke på, at kommunerne, som regeringen lover, kan spare 10 milliarder kroner uden at sænke servicen.

Offentliggjort Sidst opdateret