Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) burde have taget et langt større ansvar i valgkampen.
Sådan lyder det nu fra flere af Venstres byrådsmedlemmer, mens stemmerne bliver talt op rundt omkring på valgstederne.
Særligt i kommuner, hvor Venstre kan registrere en tilbagegang, er der kritiske V-røster.
- Jeg havde gerne set, at statsministeren var ude noget tidligere for at markere, at han er med i valgkampen for at bakke de lokale op. Jeg synes, det er alt for sent, han er kommet på banen, siger Claus Bloch.
Han er byrådsmedlem i Skanderborg, hvor Venstre nu står til at miste borgmesterposten.
- Jeg ved godt, at han har haft store udenrigs- og indenrigspolitiske opgaver ind imellem, men han skulle have været med til at markere Venstre i kommunevalget. Der har generelt været for lidt opmærksomhed fra Christiansborg-politikerne, siger Claus Bloch.
Samme toner lyder fra viceborgmester Lone Broe Christiansen fra Læsø, hvor Venstre er gået massivt tilbage.
- Løkke har ikke været oppe på mærkerne. Han har været gemt for meget væk og har været for fokuseret på klima. Vi må tænke på, at vi er et liberalt parti med landmænd og fiskere, og han går i den grad ind i miljøbekæmpelse, siger hun.
Også i Jammerbugt Kommune, hvor Venstre står til at miste et par mandater i kampen mod Socialdemokraternes Ole Stavad, er der utilfredshed med Venstre-ledelsen.
- Det var ikke særligt klogt, at man meldte ud, at man ikke skulle regne med at få borgmesterposterne i nogen af de store byer, siger Helle Bak Andreasen, der har været udvalgsformand for Venstre i den forgangne periode.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde