V vil lade sygeplejersker skrive recepter

Nu skal sygeplejersker også kunne udskrive recepter. Det skal ske samtidig med, at sygeplejerskerne kommer til at passe lægevagten. Sådan lyder forslaget fra Venstre i et nyt sundhedsudspil, skriver Berlingske.dk.

Sygeplejerskerne skal dog ikke bare have udleveret en receptblok og skrive løs. Regeringspartiet vil have sygeplejerskernes muligheder for at skrive recepter sat i meget bestemte rammer.

- Hvorfor skal travle læger bruge tid på at udskrive medicin til eksempelvis kronikere, der har fået det samme præparat i årevis, men som tilfældigvis er løbet tør en lørdag formiddag og mangler en ny recept. Det er helt urimeligt at bruge dyr lægetid på det, siger Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen.

Dermed er partiet klar til at bryde et historisk monopol på lægernes ret til at udskrive recepter. Og det kræver en lovændring.

- Derfor er vi også i dialog med sundhedsministeren om det, siger ordføreren.

Lægerne er i mod forslaget. Yves Sales, formand for Lægemiddeludvalget i Praktiserende Lægers Organisation, peger på, at området med lægemidler er blevet meget komplekst.

- Ofte får eksempelvis ældre patienter måske ti forskellige midler, der kan påvirke effekten af hinanden. Som læge er det svært at følge med. For andre faggrupper er det umuligt, siger han.

Dansk Folkeparti er tilhængere af at åbne området for sygeplejersker. Men sundhedsordfører Liselotte Blixt understreger, at det kræver stor forsigtighed.

/ritzau/

Med lovændringer er Venstre nu klar til at bryde lægernes monopol på at udskrive recepter. Sygeplejersker skal også have lov.

Offentliggjort Sidst opdateret