Våben fra Hvidstengruppen dukket op under frit lejde
Flere historiske genstande fra Anden Verdenskrig og modstandsbevægelsen er dukket op under politiets frit lejdeaktion, der kørte i juni måned.
Medarbejdere fra Frihedsmuseet har været rundt på 16 politistationer i hele landet for at finde våben med tilknytning til 2. verdenskrig.
- Vores udsendte medarbejdere har nogle steder nærmest kravlet rundt i bunker af alle mulige slags våben.
- Og de besøg har resulteret i, at de har fundet en række våben fra Anden Verdenskrig, hvoraf en del af dem har en rigtig interessant baggrund, siger Henrik Lundbak, leder af Frihedsmuseet, til Ritzau.
Han vil ikke komme ind på, hvor mange våben det drejer sig om, "fordi vi ikke ønsker at give forkerte mennesker nogle underlige tanker om at stjæle det", lyder det fra Henrik Lundbak.
Blandt våbnene med de mest interessante historier er en pistol og to rifler, der har tilhørt den berømte Hvidstengruppen. De er blevet indleveret af efterkommeren til en læge, som udlånte sin bil til gruppens modstandsarbejde.
Der er også blevet afleveret en hjemmelavet Stengun, som er en våbentype, den danske modstandsbevægelse selv fremstillede efter engelsk forbillede.
- Vi registrerer dem, skriver baggrundsoplysninger ned og så kommer de på vores lagerrum.
- Nogle af pistolerne vil med tiden blive udstillet, men det kræver jo først, at vi har noget at udstille dem i, siger Henrik Lundbak med henvisning til, at Frihedsmuseet brændte ned i april.
Ifølge lederen af museet er det ikke overraskende, at frit lejdeaktionen har resulteret i flere afleveringer af våben fra Anden Verdenskrig.
- Det er en offentlig hemmelighed, at selv om man forsøgte at få alle modstandsfolk til at aflevere deres våben efter krigen eller melde sig ind i en hjemmeværnsforening og få deres våben registreret og beholde dem lovligt, var mistilliden til det officielle Danmark stor dengang.
- Nu er de her modstandsfolk gået bort, og så finder de efterladte våben og tænker, hvad skal de nu gøre med det.
- Derfor er frit lejde meget godt for at kunne samle genstande fra historieskrivningen, siger Henrik Lundbak.
Han tilføjer, at selv om frit lejdeaktionen er afsluttet, er det stadig muligt at aflevere våben fra Anden Verdenskrig til Frihedsmuseet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned