Vaccinationer giver flokbeskyttelse mod hpv-virus
Børn og unge bliver tilbudt gratis hpv-vaccine i Danmark. Det giver flokbeskyttelse og er et skridt på vejen til at nedbringe blandt andet livmoderhalskræft. (Arkivfoto). Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix
Ny undersøgelse af unge mænd viser, at der med hpv-vaccine i børneprogrammet er skabt en flokbeskyttelse.
Færre unge danske mænd bærer rundt på hpv-virusser, der kan være årsag til celleforandringer og kræft.
Det viser et nyt forskningsprojekt, der har undersøgt en række værnepligtige mænd i alderen 18-19 år.
I spidsen for projektet er professor Susanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.
- Vi ved fra andre virusinfektioner og vaccinationer, at der er en vis grad af flokbeskyttelse.
- Men vi har ikke tidligere vidst, hvor kraftig flokbeskyttelsen mod hpv er hos unge mænd i en dansk sammenhæng, siger hun.
Mændene i forskningsprojektet var negative for seks af de hyppigste typer af hpv - human papillomavirus - der er årsag til flest hpv-relaterede kræfttilfælde, heriblandt livmoderhalskræft.
Hpv smitter via seksuel kontakt. Selv med et kondom kan man ikke være sikker på at være beskyttet.
De mænd, der deltog i undersøgelsen, var ikke selv vaccineret mod hpv. De var beskyttet, hovedsageligt fordi langt færre kvinder i befolkningen har hpv.
Det skyldes, at der er en høj deltagelse blandt kvinder i vaccinationsprogrammet for hpv, siger Susanne Krüger Kjær.
Piger er blevet tilbudt gratis vaccine via børnevaccinationsprogrammet siden 2009. Det blev først et tilbud for drenge ti år senere.
Resultaterne i undersøgelsen er dog ikke et argument for, at drenge ikke skal blive vaccineret mod hpv, understreger Susanne Krüger Kjær.
- Vi kan forebygge rigtig mange tilfælde af forstadier til kræft med hpv-vaccination, siger hun.
- Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at få så mange vaccineret som overhovedet muligt, så forekomsten af hpv-infektion i samfundet bliver så lav som muligt.
Hpv-infektion kan give kønsvorter eller kræft i form af livmoderhalskræft, analkræft, mundsvælgkræft og kræft i kønsorganerne.
Hvert år er hpv skyld i cirka 810 tilfælde af kræft i Danmark og cirka 9000 tilfælde af kønsvorter.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har det som et verdensmål at udrydde livmoderhalskræft. Målet er ikke, at sygdommen helt skal forsvinde, men at den skal nedbringes til at være en sjælden sygdom.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet