Valgforsker kritiserer DR's exitprognose
Tirsdag eftermiddag midt på valgdagen konkluderede DR i en såkaldt exitprognose, at rød blok går massivt tilbage.
Prognosen var bygget på svar fra 744 respondenter, der var blevet indsamlet af Epinion i løbet af de sidste fire dage.
Den fremgangsmetode får kritik af valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
- Det at samle svarene i én bunke og sige, at det giver et præcist billede, det er problematisk.
- Vælgerne kan sagtens nå at skifte mening. Problemet er, at medierne slås om at være de første til at give svar - og altså gerne før vælgerne har stemt, siger han til Avisen.dk.
En tidlig prognose kan ifølge valgforskeren få de vælgere, der endnu ikke har stemt, til at gå i retningen af de partier eller den blok, der er blevet udråbt til vindere.
- Det er dybt problematisk at lave de her prognoser. For de påvirker dem, der ikke har stemt. Nogle kommer til at holde med vinderne, og nogle med taberne, og så kan man måske sige, at så går det lige op.
- Men erfaringen viser altså, at det er vinderne af prognosen, der vinder på det. SF er et bevis på, hvor meget fremgang et parti pludselig kan få, når først det begynder at få succes, siger Johannes Andersen.
Ved folketingsvalget i 2007 ville DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup lave en aftale med TV2 om, at de ikke skulle offentliggøre meningsmålinger på valgdagen. Dengang sagde TV2 nej, og nu har Ulrik Haagerup samme holdning.
- Eftersom det er svært for eksperterne, at dokumentere, hvorvidt exitpolls sender vælgerne i den ene eller den anden retning, så vinder argumentet om, at opdatere danskerne og give dem et så tæt valgdækning som muligt, siger han til Avisen.dk.
En exitprognose er en blanding af en almindelig meningsmåling og en exitpoll.
Exitpollen, eller valgstedsmålingen, er baseret på svar fra folk, der har stemt, mens meningsmålingen bygger på folks udsagn, inden de har stemt.
Ifølge DR var begge grupper ligeligt repræsenteret i exitprognosen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde