Valgplakater hænger stadig

Selvom det nu er en uge siden, at vælgerne afsagde deres dom over politikerne, hænger der stadig kandidater i lygtepæle og på broer flere steder og bejler til vælgerne. Og det er ulovligt. Fristen for at pille plakaterne ned rettidigt udløb i søndags.

En stor del af de efterladte plakater tilhører Ny Alliance, og partiets lokalformand - og folketingskandidat - Anne Lise Becker er opmærksom på problemet.
- Jeg har lige sendt en mail rundt til de folk, som har sat plakaterne op, om at de skal ned nu. Vi havde aftalt, at de, der hang plakaterne op, også selv skal fjerne dem. Hvis ikke de gør det, så gør vi det, siger Anne Lise Becker.

Hun lover, at plakaterne vil være væk senest i morgen. Guldborgsund Kommune har dog givet en frist til udgangen af denne uge for at få de resterende plakater pillet ned. Derefter vil kommunen gøre det - på partiernes regning.




I dag er det en uge siden, at Folketingsvalget fandt sted. Men flere steder rundt omkring på Sydhavsøerne kan man stadig se valgplakater hænge i lygtepælene.

Offentliggjort Sidst opdateret