Vallensbæk-borgmester får politisk opbakning
Flere af de lokale politikere i Vallensbæk tvivler på, at der er hold i anklagerne om magtmisbrug mod kommunens borgmester, Henrik Rasmussen (K).
Anklagerne er fremsat af kommunens kommunaldirektør, men borgmesteren afviser pure at have gjort noget forkert. Kommunens økonomiudvalg har bedt KL om at undersøge sagen, og den undersøgelse ventes klar i næste uge, skriver Altinget.dk.
Venstres medlem af kommunalbestyrelsen Niels Jørgensen er normalt i opposition til det konservative flertal, men han forventer ikke, at KL-undersøgelsen finder belæg for anklagerne.
- Vi ved det ikke, men det vil overraske mig meget, hvis KL finder frem til noget, siger han til Altinget.dk.
Han ved ikke, hvorfor kommunaldirektøren har rejst anklagerne, hvis der ikke er hold i dem, men peger på, at det kan være et led i forhandlingerne om en aftrædelsesordning.
- Det er en meget kedelig sag, hvis han forsøger at presse borgmesteren ned for selv at kunne få nogle penge, siger han.
Også den socialdemokratiske 2. viceborgmester Søren Wiborg tvivler på anklagerne.
Derimod mener Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti, at anklagerne mod borgmesteren skal undersøges til bunds.
- Hvis de oplysninger, som den sygemeldte kommunaldirektør har fremsat mod borgmesteren, har noget på sig, så er det klart, at borgmesteren står med et problem, siger han.
Den 55-årige kommunaldirektør, der nu er sygemeldt, afviser, at anklagerne er et forsøg på at opnå en bedre aftrædelsesordning:
- Jeg er ansat på en åremålsaftale, og det betyder, at hvis parterne bryder kontrakten, så skal man i udgangspunktet betale resten af kontraktperioden. Så hvis han (Niels Jørgensen red.) mener, at det er lukrativt, så må det stå for hans regning, siger Bjarke Steen Johansen til jp.dk.
KL-undersøgelsen ventes offentliggjort i næste uge.
Fagforbundet Djøf, der repræsenterer kommunaldirektøren, skriver i et notat, at KL's undersøgelse "lider af væsentlige retssikkerhedsmæssige mangler" og derfor vil have "begrænset værdi".
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker