Vandmasser oversvømmer arkæologiske udgravninger på Lolland
(Arkivfoto) Der har de seneste uger været flere oversvømmelser rundt omkring i Danmark. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vigtig kulturarv kan gå tabt på grund af store mængder regnvand, som besværliggør arkæologernes arbejde.
På Lolland er arkæologerne under pres, da de seneste ugers store mængder regn oversvømmer flere arkæologiske udgravninger.
Det skriver TV2 Øst.
Vandmasserne fylder arkæologernes udgravninger op som badebassiner, hvilket skaber meget mudder, der gør det svært for arkæologerne fra Museum Lolland-Falster at udføre deres arbejde.
Tiden bliver i stedet brugt til at fjerne vand med pumper og spande.
- Vi bruger 10 til 15 procent af vores tid på at fjerne vand, før vi kan gå i gang med at grave. Den tid kunne vi have brugt på at grave efter stolpehuller eller andre fortidslevn, siger Bjørnar Måge, der er museumsinspektør hos Museum Lolland-Falster til TV2 Øst.
- Det betyder, at vi skal være meget skarpe i vores prioriteringer i forhold til at få dokumenteret alle de væsentlige fortidsminder. Det betyder selvfølgelig også, at nogle af de mere skrøbelige fortidsminder i jorden som stolpehuller kan være svære at opdage, fordi overfladen simpelthen er for mudret, siger han.
Grundet de massive mængder af vand er arkæologerne nødt til at begrænse deres udgravningsfelter. Der skal samtidig indregnes tid til at fjerne vand, mens det også tager længere tid at dokumentere fortidsfund.
- Det er ærgerligt, hvis vi mister noget, men det er vilkårene. Vi er vant til at arbejde i de forhold, og vi bliver bedre til at tage de forholdsregler, der skal til. Vi åbner mindre felter, så der kommer mindre vand, som ligger som et bassin, siger Bjørnar Måge til TV2 Øst.
Det er eksempelvis ved området Rødby og Rødbyhavn, at udgravningerne bliver berørt.
Udgravningerne finder sted, fordi der skal etableres en tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland. Selv om arkæologerne bliver forsinket af regn og oversvømmelser, får de ikke tid i den anden ende, da tunnelen skal bygges.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker