Iltsvindet har været kraftigt i de danske farvande efter den varme danske sommer, og det har resulteret i udvikling af giftig svovlbrinte flere steder.
Især i Limfjorden, det sydlige Lillebælt med fjorde og Det Sydfynske Øhav har oplevet store områder med iltsvind.
Men længere perioder med kraftigt blæsevejr kan forbedre forholdene, oplyser Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).
Iltsvindet for øjeblikket kan derfor ikke tolkes som nogen katastrofe.
DMU oplyser, at der i en kombination af vejrforholdene i 2009 fortsat er risiko for omfattende iltsvindshændelser i de danske farvande.
Status for juli og august viser, at der atter er store arealer, som er ramt af iltsvind i vore farvande. I Limfjorden var 15 procent af arealet ramt af iltsvind i juli, og det er fortsat tilfældet på trods af lejlighedsvise udskiftninger af bundvandet efter blæsevejr.
I det sydlige Lillebælt har situationen også været alvorlig med store områder ramt af kraftigt iltsvind og forekomst af giftig svovlbrinte.
Miljøcenter Ribe beregnede i midten af august det totale areal i det sydlige Lillebælt med iltsvind til at være 893 kvadratkilometer.
Farvandet omkring Als med de sønderjyske fjorde Flensborg Fjord, Als Fjord og Aabenraa Fjord samt farvandet mellem Als og Ærø var alle påvirket af kraftigt iltsvind og meget lave iltkoncentrationer.
I det nordlige Lillebælt op til Horsens Fjord og i Knebel Vig var der også rapporter om iltsvind i både juli og august.
I farvandene syd for Sjælland er der rapporteret om kraftigt iltsvind i Smålandshavet, og i de dybere havområder øst for Bornholm er der en permanent tilstand af iltsvind, siger DMU.
Vejret i den kommende periode har stor indflydelse på, hvordan iltforholdene udvikler sig. Hvis perioden med kraftig blæst fortsætter, vil iltforholdene forbedres - også på det dybere hav.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker