Vejdirektoratet: Kør efter forholdene i snevejret
Foto: Henning Bagger /Scanpix
Henning Bagger /Scanpix
Snevejret har natten over tvunget sneplovene ud på vejene i det nordjyske, hvor især Vendsyssel ligger begravet i sne.
Det forklarer Kinny Bøghlund, vagthavende hos Vejdirektoratet, lørdag formiddag til Ritzau.
- Det er mest i Nordjylland og primært i området omkring Vendsyssel, hvor det helt klart er værst. Det er også derfor, at vi har ligget og kørt hele natten og stadig gør det på fuld tryk, siger den vagthavende.
Vejdirektoratet kører hele tiden frem og tilbage med sneplovene oppe i de områder, lyder det fra Kinny Bøghlund, der påpeger, at køretøjerne er kommet på noget af en opgave.
- Der er en del snefygning, der betyder, at lige så snart sneplovene har været igennem, så sner det til igen, så folk skal virkelig køre efter forholdsreglerne deroppe, varsler Kinny Bøghlund, der fortsætter:
- Det er kun i Nordjylland, at vi ligger og kører med sneplovene. På hele Sjælland har vi været ude og prioritere saltning natten igennem, mens det samme har været tilfældet i Aarhus-området.
For resten af lørdagen vil Vejdirektoratet følge med i, hvordan vejret arter sig, og hvilke vejrmeldinger der kommer fra DMI.
- Ind til videre ser det ud til, at de i Nordjylland vil fortsætte med at få sne. Så længe der bliver ved med at falde sne og dermed fyge med sne, så må sneplovene være ude på vejene, siger den vagthavende.
I Vendsyssel ventes snefaldet at fortsætte resten af dagen, mens der i den nord- og nordøstlige halvdel af Jylland vil være en blanding af slud, tøsne og regn, har vagthavende hos DMI, Lars Henriksen, meddelt.
Hos Vejdirektoratet advares der mod at begive sig ud på de glatte veje, og at billister bør forberede sig inden, de kører bilen ud af garagen.
- Hvis man skal ud at køre, så skal man køre efter forholdene. Hav eventuelt en skovl med i bilen og en telefon med strøm på, så hvis det nu er, at man kommer til at sidde fast, så kan man ringe efter hjælp, siger Kinny Bøghlund.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned