Venner-stjerne er blevet i komedieverdenen
Lisa Kudrow har en bachelor i biologi, men valgte i stedet at gå skuespillervejen. Søndag 30. juli fylder den polsk-amerikanske skuespiller 60 år. (Arkivfoto). Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
Hun har vundet en Emmy og været med i et hav af komedieserier og -film. Rollen som Phoebe i "Venner" gjorde Lisa Kudrow, som søndag fylder 60, til en stjerne.
Hun er hende den lidt skøre fra tv-serien "Venner". Hende med de spøjse sange og en meget umiddelbar tilgang til livet.
Komedieserien stoppede for snart 20 år siden, men de fleste forbinder nok stadig den polsk-amerikanske skuespiller Lisa Kudrow med karakteren Phoebe fra "Venner".
Søndag 30. juli fylder Kudrow 60 år, og hun kan skrive meget andet end "Venner" på cv'et.
Det var langtfra tilfældigt, at det netop var inden for komediegenren, at hun slog igennem.
Hun fandt som ung, efter at hun havde færdiggjort en bachelor i biologi, vej til en teatergruppe, hvor de øvede improvisationens kunst.
Her dygtiggjorde hun sig, før hun for alvor fandt vej til tv-skærmene med sin mindre, men dog tilbagevendende rolle som en forvirret og inkompetent tjener i tv-serien "Vild med dig".
Og kort tid senere - i 1994 - fik hun så sit livs rolle i "Venner", der blev hendes helt store gennembrud.
Hun excellerede mildest talt som Phoebe.
Hele seks gange blev hun nomineret til en Emmy - den mest prestigefyldte tv-pris - i kategorien Bedste Kvindelige Birolle i en komedieserie. En af gangene gik hun fra prisuddelingen som vinder.
Sideløbende havde hun også gang i andre projekter og var med i flere populære komediefilm såsom "Romy and Michele's High School Reunion" fra 1997 og "Helt uden skrupler" fra 1998.
Overvejende har Kudrow gjort karriere i komediens tegn.
Efter at "Venner" sluttede i 2004, var hun hurtigt i gang igen. I 2005 skabte hun komedieserien "The Comeback", hvor hun selv var hovedrolleindehaver.
Den kørte helt frem til 2014 og sikrede hende ad to omgange på ny nomineringer til Emmy-statuetter.
Og så har hun været med i et hav af komediefilm - i både større og mindre roller - ligesom hun også ofte viser sine evner som stemmeskuespiller i animerede serier og film.
Privat er hun gift med Michel Stern, som hun har voksen søn sammen med.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde