Venstre: Danmark er på rette vej med kræft

Regeringen er allerede i fuld gang med et opgør, at Danmark sakker bagud i forhold til andre lande, når det gælder kræftbehandling.

Sådan lyder det fra Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, efter at en ny undersøgelse har sammenlignet overlevelseschancerne ved fire hyppige kræftformer i Canada, Australien, Sverige, Storbritannien og Danmark.

Konklusionen er, at Danmark sammen Storbritannien halter bagefter de andre lande, når det kommer til bryst-, æggestok-, tarm- og lungekræft.

Efterslæbet skyldes i høj grad, at svulster bliver opdaget senere i Danmark og Storbritannien, lyder det i undersøgelsen.

Alligevel roser Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, regeringen for at have haft et stort fokus på kræft.

- Vi har i hele regeringens tid været bevidst på at lave en ekstra indsats for at få bugt med kræft, og vi har nu vedtaget den tredje kræftpakke, siger Birgitte Josefsen, der tilføjer:

- Vi skulle gerne bevæge os med raske skridt op imod niveauet i de andre lande. Men som det ser ud nu bliver vi formentlig aldrig færdige med at investere i kræftbehandling.

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, mener til gengæld langt fra, at regeringen prioriterer området højt nok.

- For det første har regeringen ikke sat nogen mål for, hvordan indsatsen skal måles i fremtiden, siger hun og tilføjer:

- Der har vi og SF sagt, at området skal tilføres så mange ressourcer, at danskerne i 2020 skal have de samme prognoser for at overleve kræft som i de andre nordiske lande.

Sophie Hæstorp Andersen mener desuden, at regeringen tilfører området for få penge.

- Dele af den seneste kræftplan får først for alvor økonomiske ben at gå på om tre-fire år, siger hun.

/ritzau/

Socialdemokraterne revser regeringen for manglende mål for kræftbehandling. Undersøgelse dumper Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret