Venstre fører i kommunale skattestigninger

Blandt Venstres toppolitikere på Christiansborg er skattestigninger et fy-ord, men blandt partiets borgmestre ser det tilsyneladende anderledes ud.

I hvert fald har V-kommunerne taget førertrøjen, når det gælder om at sætte skatten op, viser en optælling.

Ifølge kommunernes forening, KL, vil i alt 19 af landets 98 kommuner næste år sætte skatten op. En gennemgang af kommunenavnene viser, at ti af dem har en Venstre-borgmester, otte har en socialdemokratisk borgmester, mens én kommune har en borgmester fra De Radikale.

Det viser, at skattestoppet er stendødt i V-baglandet, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup.

- Hvis borgmestrene bakkede op om skattestoppet, så ville det her ikke være sket. Det er jo en underminering af skattestoppet, siger han, men har fuld forståelse for, at de 19 kommuner hiver ekstra penge op af borgernes lommer næste år.

- Der er ingen kommuner, der hæver skatten for sjov skyld. Kommunerne bliver holdt i et jerngreb af regeringen, og derfor kan skattestigninger være nødvendige for sikre den basale velfærd, siger Nick Hækkerup.

Formand for KL, borgmester i Rudersdal Erik Fabrin (V), mener ikke, man bør gå op i, hvilken partifarve kommunerne med skattestigning har. Og han afviser, at Venstre-borgmestrene har droppet skattestoppet.

- Det kan man slet ikke udlede af opgørelsen. Der er ikke nogen, der hæver skatten, uden at det er absolut nødvendigt. Her er det i oven i købet sådan, at skatten er sanktionsbelagt, så der er tungtvejende grunde bag, siger Erik Fabrin.

Kommunerne hiver i alt 269 millioner kroner mere op af borgernes lommer end aftalt med regeringen.

Regeringen har bebudet, at beløbet vil blive modregnet i bloktilskuddet til kommunerne.

/ritzau/

Mens regeringen står fast på skattestoppet, så er Venstre-kommunerne de mest aktive med at sætte skatten op. Skattestoppet er dødt i baglandet, siger S.

Offentliggjort Sidst opdateret