Regeringsplanen Grøn Vækst om natur og landbrug må formentlig ændres, hvad angår vandmiljødelen, efter nye forskningsresultater om udvaskning af fosfor fra randzoner.
Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, er klar til at revurdere Grøn Vækst.
Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet har netop udsendt en rapport, som viser, at dyrkningsfrie bræmmer langs åer og søer ikke er nær så gode til at holde på næringsstoffet fosfor, som forskerne skønnede så sent som i 2008.
- Hvis der sættes spørgmålstegn ved princippet om, at der generelt skal være 10 meter randzoner ved vandløb, er det klart, at vi må diskutere det, inden vi sætter noget i gang.
- Det skal måske gøres mere varieret, så der er to-tre meter bræmmer nogle steder og 12 meter andre steder, siger Eyvind Vesselbo.
Ifølge professor Brian Kronvang fra DMU tilbageholder de udyrkede bræmmer måske kun en tiendedel af den formodede mængde fosfor tilbage.
DMU skønnede i 2008, at randzoner ville skåne vandmiljøet for 70-250 ton fosfor årligt. Det er en del af baggrunden for, at regeringen i Grøn Vækst vil reducere udvaskning af fosfor med 210 ton om året ved at etablere 50.000 hektar udyrkede bræmmer.
Nu lyder vurderingen på, at randzonerne kun holder mellem 6 og 38 ton fosfor tilbage årligt. Der kan dog holdes yderligere 17-121 ton fosfor tilbage i jorden hvert år, hvis der plantes træer langs vandløb og søbredder.
Regeringen har med forsinkelse sendt en række vand- og naturplaner i høring.
- Lovforslaget om randzoner er ikke kommet endnu. Der arbejdes med det i en arbejdsgruppe, og de må selvfølgelig have dette med, siger Eyvind Vesselbo.
Han tilføjer, at der er et loft på 50 millioner kroner i kompensation til landmænd, som laver dyrkningsfrie bræmmer.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker