Venstre er ikke sikker på, at det er den rigtige løsning at sende IC4-togene på skinner. Det meddeler partiets trafikordfører, efter Transportministeriet torsdag har præsenteret en rapport om de skandaleramte tog.
Rapporten, som er lavet af konsulentfirmaet Atkins, konkluderer, at IC4-togene bør sendes på skinner efter en ombygning.
Men det overbeviser ikke Folketingets største parti, som fortsat savner belysning af alternativerne.
- Jeg er ikke overbevist om, at IC4 er den bedste løsning, siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
- Der er en grundlæggende mistro til de her tog, og det er vi nødt til at tage bestik af, konstaterer han.
Han deler ikke transportminister Henrik Dam Kristensens (S) udmelding om, at "vi i dag reelt ikke har noget alternativ til IC4-togene".
- Hvis IC4 kommer på sporet, så får vi en masse udfordringer med at få det til at virke, og det bliver sikkert dyrt, vurderer Kristian Pihl Lorentzen
- Det andet scenarie er, at IC4 skrottes, og så prøver vi at forcere en elektrificering af jernbanen samtidig med, at vi forsøger at støvsuge markedet for pålidelige tog, der kan køre i mellemtiden, mener ordføreren.
Han henviser til, at politikerne på tværs af Folketingets partier er enige om, at jernbanen på sigt skal elektrificeres, som det er sket mange steder i udlandet.
- Der er et bredt politisk ønske om at køre med el på de danske jernbaner. Og jeg vil have det meget skidt med at være bundet til dieseltog de næste 30 år, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Han understreger dog samtidig, at Venstre endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt man ønsker IC4-togene skrottet, og partiet vil arbejde for et bredt forlig i sagen.
- Vi har en lang række spørgsmål, vi skal have svar på, inden vi kan træffe den endelige afgørelse, konstaterer ordføreren.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde