Venstrefløjens protestsanger synger stadig
Arne Würgler tror på, at mennesker løfter bedst i flok. Derfor lyder hans valgord: "Det begynder med hinanden". Den 30. oktober fylder han 80 år. (Arkivfoto). Foto: Daniel Nielsen/Free
Arne Würgler har gennem hele sin karriere brugt musikken som politisk redskab. Mandag den 30. oktober fylder den tidligere formand og musiker 80 år.
For Arne Würgler har musikken altid spillet en afgørende rolle i livet.
Derfor kan det ikke komme bag på mange, at han skal fejre sin fødselsdag ved at spille koncerter to dage i streg på Arbejdermuseet.
For foruden at være musiker, så har Arne Würgler gennem hele sin karriere været en markant stemme på venstrefløjen, hvor han har brugt musikken som sit talerør.
Den 30. oktober fylder Arne Würgler 80 år.
De seneste år har han arbejdet 100 procent med musikken. Tidligere har han "taget sig mere af faglige ting", som han selv formulerer det.
Han var i mere end 30 år formand for den rytmiske musiks interesseorganisation, DJBFA, som han selv var med til at stifte.
Han har også været formand for Båndkopisektionen under Copydan og Koda.
Men det er altså muligheden for at udtrykke sig gennem musikken, der nu trækker i Würgler.
- Der er hele tiden masser af nye steder at spille. For eksempel for Ældre Ssagen, siger Würgler.
Adspurgt om, hvad han vil kalde sit musikalske jeg, er svaret klart:
- Jeg vil gerne kalde mig selv protestsanger, for det med at synge og give udtryk for sine meninger og følelser har en meget stærk effekt, siger han.
- Jeg ved ikke, om man kan redde verden med det, men man kan i hvert fald prøve.
Würgler har også ad flere omgange været politisk kandidat.
Han har tidligere stillet op for Enhedslisten til to folketingsvalg. Han har også forsøgt sig som kommunalpolitiker for Enhedslisten, hvor han var på listen i Gribskov Kommune ved sidste kommunalvalg.
Han har også været opstillet til EU-parlamentsvalg for Folkebevægelsen mod EU.
Når Arne Würgler ikke har travlt med at optræde, beskæftiger han sig for tiden med at skrive nye fredssange.
Derudover er han optaget af naturens forfald, og han prøver at råbe op omkring, hvad der sker i det danske landskab.
- Havet herude, hvor jeg bor, er ødelagt. Der er ingen fisk længere. Engang fløj der lærker og viber over marken. De er også væk. Det er smerteligt at opleve, siger Würgler.
Privat er Arne Würgler gift med Ása, som han mødte, da han optrådte på Færøerne i 1976. Tilsammen har de fire børn.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned