Venstrefløjs-veteranen Barfod skabte københavnerhistorie

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod var respekteret, da hun i ti år sad i Folketinget. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Enhedslistens Line Barfod vendte tilbage til politik og væltede 100 års socialdemokratisk dominans i København. Den 24. maj fylder politikeren 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da veteranen fra Enhedslisten gjorde sit comeback, var det med historiske følger.

I 2021 stillede den rutinerede Enhedslisten-profil Line Barfod op som spidskandidat for Enhedslisten ved kommunalvalget i København.

Og da stemmerne blev talt op, var Socialdemokratiet for første gang i 100 år ikke længere det største parti i hovedstaden.

Det var Enhedslisten, der under Line Barfods fane var gået seks procentpoint frem ved valget.

- Det er helt overvældende med den kæmpe opbakning, vi har fået af københavnerne, udtalte Line Barfod efter valgskreddet.

Den 24. maj fylder Line Barfod 60.

Selv om rollen som rådhusets største parti ikke udmøntede sig i posten som overborgmester, fik Enhedslisten som eneste parti to borgmesterposter.

Karina Vestergård Madsen blev socialborgmester, og Line Barfod satte sig som teknik- og miljøborgmester.

Her har spidskandidaten mulighed for at bedrive den klimapolitik, der er en mærkesag for partiet.

Det var ellers ikke i den boldgade, Line Barfod i første omgang tørnede ud for Enhedslisten.

Fra 2001 til 2011 sad hun i Folketinget, hvor hun i kraft af sin baggrund som jurist markerede sig på retsområdet og skabte respekt om sine faglige kundskaber.

I 2006 blev 55 folketingspolitikere spurgt i en undersøgelse, hvem de respekterede mest på Christiansborg uden for eget parti.

På førstepladsen lå Line Barfod, berettede Fyens Stiftstidende dengang.

Venstres daværende politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har tidligere anerkendt den "ræverøde" Barfod for at være godt inde i sit stof.

Line Barfod er kendt for både at kunne sit ideologiske pensum og samtidig være pragmatisk anlagt.

Det skal balanceres hver eneste dag på rådhuset i København, hvor en sund kommunalpolitik ofte forbindes med brede aftaler og politiske kompromisser.

Her har Line Barfod og Enhedslisten dog markeret, at de ikke er bange for at stå alene udenfor samarbejdet – og det skaber konflikter i Københavns Borgerrepræsentation.

Partiet er så hårdkogt modstander mod anlægsprojektet Lynetteholm, at byens største parti blev sat udenfor indflydelse i den seneste budgetaftale i 2023.

Nok er Enhedslisten større end Socialdemokraterne, men det gamle magtparti kan stadig udmanøvrere venstrefløjen.

Og heri ligger både Line Barfod og hele Enhedslistens grundkonflikt, som overvejes løbende på rådhuset og Christiansborg:

At protestere nok til at få stemmerne – og samtidig forhandle tilstrækkeligt til at sikre vælgerne indflydelse.

Det har Line Barfod et stort år tilbage at bevise, inden hun skal stå til ansvar for vælgerne ved kommunalvalget i 2025.

/ritzau/