Ventetiden til operation er historisk lav

Aldrig har syge danskere kunnet være så sikre på at få en hurtig operation som i dag.

Berlingske Tidende skriver, at de forkætrede ventetider i øjeblikket befinder sig på et historisk lavt niveau.

Dét er budskabet fra sundhedsminister Bertel Haarder (V), efter at nye tal fra Sundhedsstyrelsen nu viser, at patienter i gennemsnit venter 52 dage på en operation.

Det er 10 dage kortere end for et år siden, og næsten 40 dage kortere end den gennemsnitlige ventetid op til regeringsskiftet i 2001.

- Ventelisterne har aldrig før været lavere. Det frie sygehusvalg og etablering af et privat alternativ har i høj grad medvirket til at mindske ventetiden, og samtidigt klarer de offentlige hospitaler mere end tidligere, siger Bertel Haarder.

- Det er en god udvikling, som sundhedspersonalet skal roses for, understreger ministeren.

Formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S), mener også, at vi har meget effektive sygehuse herhjemme:

- Og når økonomien er presset, bliver man endnu mere motiveret til at foretage omlægninger, så flere blandt andet behandles ambulant, og indlæggelsestiderne forkortes, siger Ulla Astman til Berlingske Tidende.

/ritzau/

Stram økonomi har presset i forvejen effektive sygehuse til at få endnu mere ud af pengene.

Offentliggjort Sidst opdateret